GOG slår Skjern i stort drama - afgjort på straffe i sidste sekund

19-årige Frederik Bo Andersen blev den helt store helt, da han iskoldt sikrede GOG en sejr på 30-29 over Skjern.

Opgøret mellem sidste års guld- og bronzevinder i dansk herrehåndbold blev dramatisk, helt indtil hornet lød i Skjern Bank Arena - og lidt til.

I en hektisk afslutning fik GOG tilkendt straffekast, alt imens tiden løb ud på haluret, og det blev den blot 19-årige Frederik Bo Andersen sat til at tage.

Et minut tidligere havde Andersen på straffekast bragt GOG op på 29-29, og med ro som en rutineret ræv i sporten hamrede han bolden ind bag Skjerns Emil Nielsen og sikrede dermed en udesejr på 30-29.

- Det er svært at sætte ord på lige nu, men det er en fantastisk oplevelse.

Rystede du slet ikke på hånden?

- Nu gør jeg i hvert fald. Jo, det gjorde jeg. Det var pissehårdt, siger Frederik Bo Andersen til TV 2 SPORT.

Skjern havde ellers chancen for at bringe sig foran med 30-29, men Jesper Konradsson sendte bolden på stolpen med 11 sekunder tilbage.

Med sejren generobrede GOG tredjepladsen i ligaen med 19 point i 13 kampe, mens Skjern er nummer 7 med 14 point.

Skjern-GOG 29-30 (17-14)

  • Skjerns målscorere: Anders Eggert 13, Kasper Søndergaard 5, Christoffer Cichosz 3, Thomas Mogensen 2, Jesper Konradsson 2, Eivind Tangen 2, Jan Grebenc 1, Sebastian Augustinussen 1
  • GOG's målscorere:  Emil Lærke 7, Oscar Bergendahl 5, Emil Jakobsen 4, Frederik Clausen 4, Niclas Kirkeløkke 3, Jon Andersen 2, Frederik Andersen 2, Lars Hald 2, Josef Pujol 1
  • Udvisninger: Skjern 2, GOG 1
  • Tilskuere: 2.597

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

GOG var bagud i det meste af kampen, men da de 60 minutter var færdigafviklet stod fynboerne som vindere med 30-29 ude mod Skjern i herrernes håndboldliga.

Med 13 mål - heraf 11 på straffekast - gjorde Anders Eggert ellers sit til, at Skjern kunne tage sejren, men GOG var bedst i slutfasen og vandt på en straffescoring af 19-årige Frederik Bo Andersen i sidste sekund.

Det var timing af høj klasse af GOG. Det fynske hold førte 6-5 efter ti minutter, men det skulle også blive den sidste fynske føring, inden kampuret stod på 60 minutter.

Efter en lige indledning fik Skjern større overtag, som første halvleg skred frem, og det kulminerede med føringen på 17-12 kort før pausen.

GOG fik dog tanket lidt selvtillid med to sene mål, der reducerede stillingen til 14-17 halvvejs.

I anden halvleg smuldrede Skjerns føring stille og roligt, selv om Anders Eggert satte den ene bold efter den anden i kassen på straffekast.

Ved stillingen 27-27 efter 50 minutter missede han imidlertid sit forsøg, og det samme skete for ham ved stillingen 28-28 seks minutter senere. Det skulle blive afgørende i den målfattige slutfase.

Skjern havde bolden i det sidste minut og tog en timeout med 30 sekunder tilbage, men Jesper Konradsson skød på stolpen med 10 sekunder tilbage, da han forsøgte at afgøre kampen.

I stedet slog GOG kontra og fremskaffede et straffekast, som Frederik Bo Andersen udnyttede sikkert.