19-årig var nervøs, men scorede i debut: - Det var en forløsning

Mathilde Hylleberg blev noteret for en enkelt scoring, da hun torsdag aften debuterede i den rød-hvide trøje.

I en alder af bare 19 år fik Mathilde Hylleberg i aftes debut på det danske landshold, da Danmark tabte 20-22 til de franske verdensmestre ved Golden League.

Med 12 minutter tilbage af kampen kunne højrefløjen juble over sit første mål i landsholdstrøjen.

- Jeg tror altid, man er lidt mere nervøs – det var jeg i hvert fald. Så det var bare virkelig en forløsning, at den så går i kassen, sagde Mathilde Hylleberg til TV 2 SPORT efter opgøret.

Den 19-årige håndboldspiller mødte ind i landsholdslejren mandag, og debutanten får mange rosende ord med på vejen fra både håndboldkollegaer og -eksperter.

- Mathilde er kommet rigtig godt ind i truppen. Hun er en glad og sød pige, der træner godt. Det var en rigtig flot debut, hun fik på landsholdet. Hun gør det rigtig godt defensivt og har et godt gåpåmod i angrebsspillet, siger Stine Jørgensen.

- Hylleberg har optur, selvom de har tabt. Det er jeg slet ikke i tvivl om, fordi det er fedt, og hun fik lov til at komme ind og satte en god bold ind i kassen og leverede en fin kamp under de præmisser, der nu engang var, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.

Fejret med sang og tale

Til daglig spiller højrefløjen i TTH Holstebro, hvor hun i denne sæson har scoret 40 mål i 14 kampe. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har tidligere kaldt hende ’fremtidens spiller på landsholdet’, og det har altså resulteret i en udtagelse til årets EM-slutrunde.

- Der har været virkelig mange nye indtryk og rigtig mange nye ting, jeg skulle forholde mig til. De (de danske landsholdsspillere, red.) har alle sammen været vildt gode til at hjælpe mig igennem, så det er gået rigtig fint, men jeg var træt i hovedet mandag aften i hvert fald, fortæller Mathilde Hylleberg.

Nu kan højrefløjen altså krydse landsholdsdebut af listen, og det er vanen tro blevet fejret i den danske lejr.

- Først bliver der holdt en tale - jeg vil tro, det er Klavs Bruun Jørgensen, der holder den - og så bliver der sunget en sang fra holdet i omklædningsrummet. Ellers er der bare god stemning, og alle folk er lige henne og kramme og sige tillykke til den spiller, der nu har fået debut eller har jubilæum, fortæller TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller.

Mathilde Hylleberg og landsholdskammeraterne har stadig to kampe tilbage ved Møbelringen Cup, inden det går løs ved EM. Her skal de danske kvinder møde Norge og Ungarn – to kampe, du kan se direkte på TV 2 henholdsvis lørdag klokken 19.00 og søndag klokken 15.40.