GOG skal lukke ’et gigantisk hul’: - Det er en vanskelig opgave

16x9
GOG-træner Nicolej Krickau skal på jagt efter nye profiler til sit hold med et farvel til Kirkeløkke. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

TV 2 Håndbolds podcast tager i denne uge udgangspunkt i GOG’s udfordringer med at rekruttere erstatninger for Ole Erevik og Niclas Kirkeløkke.

Det er transfer-tid i håndboldens verden, og en af de klubber, der lige nu er på udkig efter forstærkninger til den kommende sæson, er GOG.

Fynboernes norske målmand Ole Erevik stopper karrieren efter denne sæson, og højrebacken Niclas Kirkeløkke skifter til sommer til Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen. Det erfarede TV 2 SPORT i sidste uge.

Og det efterlader GOG-træner Nicolej Krickau med et stort hul i holdopstillingen til den kommende sæson.

- Et gigantisk hul, vurderer Claus Møller Jakobsen, håndboldekspert på TV 2 SPORT.

- Det er måske de to største profiler overhovedet på holdet. Det er de to vigtigste positioner på et håndboldhold, og de to vanskeligste at besætte.

Sådan siger Møller Jakobsen i denne uges udgave af TV 2 SPORT’s håndboldpodcast.

Her forklarer GOG-træner Nicolej Krickau også, at klubben lige nu er presset i kampen for at finde en afløser:

- Isoleret set er det en vanskelig opgave, for vi skal kigge meget bredt på det. hvilke muligheder har vi? Skal vi finde en direkte erstatning? Skal vi se positivt på, at det kunne være en mulighed at starte for fra og bygge noget nyt op? Eller hvad er det, vi skal?

- Vi havde da drømt om, at Ole (Erevik, red.) tog en sæson mere, så vi har ikke haft så mange processor kørende, som vi har på mange af de andre positioner. Så på den måde kan du godt sige, at vi er på bagkant. Plan A, hvis vi selv kunne vælge, er da at få en direkte erstatning for Ole (Erevik, red.), men dem er der ikke mange af.

Men er I der, hvor det er en mulighed ikke at hente noget – altså at bruge de målmænd, I har?

- Nej, det er det ikke.

Og lige præcis målmandspositionen er måske den allersværeste at finde en kvalificeret nyerhvervelse på, fortæller Nikolaj Broström, spilleragent hos People in Sport:

- Hvis man kigger ud i Europa, er der efterspørgsel på keepere på højt niveau. Og det er jo det, de leder efter. Og det gør ligningen en smule sværere. Nogle sæsoner er der bare større efterspørgsel på lige netop den position. Og det kan være en ulempe for GOG.

Hør mange flere detaljer af snakken, der altså også går ned i processerne bag rekrutteringen af nye spillere. Og i øvrigt også rekrutteringen af en ny træner. Skjern Håndbolds bestyrelsesformand Carsten Thygesen fortæller også om tankerne bag hans presserende opgave: At finde en afløser for Ole Nørgaard og Henrik Kronborg, der begge stopper i klubben til sommer.

Find snakken via din podcast-udbyder, eller lyt til den lige her: