Sommerskifte på vej: SønderjyskE henter ung målmager

16x9
SønderjyskE-spiller får en ny svensk holdkammerat til næste sæson, erfarer TV 2 SPORT Foto: TV 2 SPORT

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger henter SønderjyskE U21-landsholdsplaymakeren Oskar Sunnefeldt til næste sæson.

Der er svensk forstærkning på vej til SønderjyskEs håndboldherrer. 

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har sønderjyderne været i Sverige og handlet håndboldtalent i form af den 21-årige Sävehof-playmaker Oskar Sunnefeldt, der til sommer rykker over både Øresund, Storebælt og Lillebælt for at bosætte sig i det sønderjyske. 

Oskar Sunnefeldt er fast mand på Sveriges U21-landshold og aktuelt nummer fem på topscorerlisten i den svenske liga med 71 mål efter 13 kampe.

Samtidig dækker han op i midterforsvaret for Sävehof, der ligger midt i den svenske række - fire point efter førerholdet og de forsvarende mestre fra Kristiansstad. 

TV 2 SPORT har forsøgt at forholde SønderjyskE til aftalen med Oskar Sunnefeldt, men klubbens sportsdirektør Simon Lindhardt ønsker ikke at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger. 

SønderjyskE har haft en flot sæson i Herre Håndbold Ligaen og ligger aktuelt på en femteplads med gode chancer for at komme med i slutspillet til foråret, som de otte bedste hold i grundspillet kvalificerer sig til.