Topscorer ude resten af året: - Noget af en mavepuster

Mors-Thy må undvære den offensive profil Marcus Dahlin resten af året.

Mors-Thy-profilen Marcus Dahlin kommer ikke til at spille flere kampe i år. Det står klart, efter der tirsdag blev konstateret et brud på den hånd, han skadede i mandagens liga-kamp mod Nordsjælland.

Næsten det værst mulige for den jyske klub, der kæmper hårdt i bundstriden i Herre Håndbold Ligaen.

- Det er noget af en mavepuster, og vi har gået og bandet lidt i dag, siger Mors-Thy-træneren Søren Hansen til TV 2 SPORT.

Svenskeren har fået hånden i gips, efter han måtte udgå i første halvleg i nederlaget på 23-25 i bundopgøret mandag aften.

Det betyder, at der nu venter en række vigtige opgør uden en afgørende brik i offensiven hos Søren Hansens mandskab.

- December måned er der fem vigtige kampe, og Dahlin har en kæmpe betydning for vores hold. Vi skal arbejde med andre løsninger og skal prøve at sætte os sammen og finde på nogle muligheder for at løse det problem, at han er væk, siger Søren Hansen.

- Der er ingen tvivl om, at der hvor vi har fået flest point, det er, når Dahlin har været på toppen, og det har han været i den periode her, hvor vi har hevet nogle point til os.

Lige nu er Mors-Thy nummer 12 i Ligaen med otte point bare to point fra sidstepladsen. Derfor skal der arbejdes med nye løsninger inden hjemmekampen mod Skjern i næste uge.

- De næste tre træninger med holdet, der skal vi have kigget på nogle ting, nogle mulige løsninger, og så må vi se, lyder det fra Mors-Thy-træneren, der ikke kun kigger på en enkelt mand, der skal tage over efter skaden til Dahlin.

- Jeg har ikke én spiller lige nu. Jeg vil sige, at vi skal løfte i flok.

Søren Hansen regner med, at han har Marcus Dahlin tilbage den 1. februar i mødet mod TTH Holstebro.