Landsholdsprofil kæmpede med at acceptere sin fysik

16x9
Mette Tranborg fik debut på landsholdet som 18-årig i 2014 og har siden da spillet i den rød-hvide trøje 51 gange. Foto: Klaus-dietmar Gabbert / Scanpix Denmark

Højrebacken Mette Tranborg startede sin karriere som målvogter på grund af sin højde – en højde, der ikke altid har huet den unge bagspiller.

Se håndboldmagasinet 'KONTRA' med Mette Tranborg onsdag aften klokken 22.00 på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY

192 centimeter. Så meget måler Mette Tranborg, og det gør hende blandt andet til landsholdets højeste spiller.

Det er en højde, som den danske landsholdsback i dag værdsætter, men sådan har det ikke altid været.

- At være et hoved højere end alle drengene var jo ikke sjovt, når man skulle til fester og lave de forskellige ting. 

- Det er da noget, jeg brugte noget energi på dengang (red., da hun var teenager). Men jeg kom egentlig rimelig hurtigt over det og begyndte at tænke, at jeg kan bruge min højde i håndbold, siger Mette Tranborg i håndboldmagasinet ’KONTRA’.

Ifølge højrebacken, der har 51 A-landskampe på CV’et, har hendes forældre været afgørende for, at hun parkeret de negative tanker om sin højde.

- De har altid været meget opmærksomme på at fortælle mig, at det er en virkelig flot højde, og det er noget, jeg kan bruge til noget, netop når jeg spiller håndbold.

- Så jeg er stolt af min højde, og jeg er virkelig glad for at have den højde, fordi ellers ville jeg ikke have været den håndboldspiller, jeg er i dag, siger hun.

I dag tørner hun ud for Odense Håndbold, der i denne sæson er ubesejret i 14 ligakampe ud af lige så mange mulige. Her nyder hun stor succes på højrebacken, men det var ikke her, det hele begyndte.

Til første træning blev jeg stillet ind på mål, fordi de tænkte: ”Hun har et stort vingefang, hun kan tage en masse bolde”

Mette Tranborg

Startede karrieren som målvogter

Det danske stortalent startede til håndbold som otteårig i hjembyen Århus, og allerede dengang blev hendes højde afgørende.

- Jeg startede sammen med to veninder fra min klasse, og til første træning blev jeg stillet ind på mål, fordi de tænkte: ”Hun har et stort vingefang, hun kan tage en masse bolde”, siger Mette Tranborg, mens smilehullerne toner frem på hendes ansigt.

Tiden som målvogter endte med at vare længere end blot første træning, da hun passede målet i de første to-tre år af sin karriere. 

- Da de (red., trænerne) så, jeg lavede nogle lange udkast med venstre hånd, fandt de ud af, at de måske kunne bruge mig ude i marken i stedet for.

- Fordi det var lidt tyndt med venstrehænder dengang, kom jeg ud på højrefløj og spillede der i nogle år. Så fandt de ud af, at jeg med min højde og drøjde kunne bruges som bagspiller, og så har jeg spillet der siden, forklarer hun.

Du kan se Mette Tranborg og resten af landsholdet i aktion på fredag, når Danmark krydser klinger med Sverige i de rød-hvides første kamp ved årets EM – det er fra klokken 20.00 direkte på TV 2.