EM byder på så mange mulige overraskelser, at jeg aldrig har været mere udfordret

16x9
Sandra Toft og Danmark tager fredag aften hul på EM-slutrunden i Frankrig. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Idrætsromantikerne – den klan, der jubler over overraskelsernes tredje potens – er på vej ind i en periode, der vil byde på en lykkerus af hidtil uhørte dimensioner.

EM 2018 i Frankrig byder på så mange mulige overraskelser – tenderende til sensationer – at denne blogs signatur nok aldrig har været mere udfordret, når metieren nu en gang består i netop – at forudsige.

Jeg vender lige for en stund tilbage til fædrelandets håndboldligaer, hvor jeg uden at overdrive er blevet forbløffet, når jeg har tjekket aktuelle kampe og stillinger.

Personligt er jeg mere til en vis grad af forudsigelighed. Den indikerer nemlig, at de bedre som oftest banker de knapt så gode

Sidste chok fik jeg på motorvejen mod Nantes, da det gik op for mig, at TMS Ringsted havde banket de danske mestre fra Skjern Håndbold.

Så kan der vel ikke vendes mere op og ned på almindelig ekspertagtig snusfornuft.

Så galt kan det gå

Jeg ved, at jeg med forudsigelser kan ende som mit idol – nu hedengangne Kim Larsen - når denne i en koger havde kreeret endnu et hit i nattens mulm og mørke.

Han måtte nemlig ved næste dags ’høring’ konstatere: Er det MIG?

Ja, så galt kan det gå. Mit håb skal være, at jeg ikke, når jeg om 17 dage vender tilbage til nogle af denne kommentars forudsigelser, skal konstatere: Var det MIG?

Personligt er jeg mere til en vis grad af forudsigelighed. Den indikerer nemlig, at de bedre som oftest banker de knapt så gode. Nej, jeg afskyr på ingen måde overraskelseselementet, men når det ender med at blive en regel i stedet for undtagelsen, går det sjove fløjten.

Mesterskabet i Frankrig anno 2018 har et fællestræk. Mange gode defensiver med tilhørende kompetente sidste skanser. Ofte med den konsekvens, at offensiverne bliver sat både skak og mat.

Få mål og høje redningsprocenter bør blive ét af de større diskussionstemaer.

Jeg skriver dette forud for åbningskampen mellem Frankrig og Rusland, der netop byder på flotte defensiver og stærke målmænd. Leynaud, Glauser, Sedokina skal nok imponere.

Med Sandra Toft og Althea Reinhardt på højniveau er kimen lagt til en usædvanlig svær opgave for Svensken

Ingen overgår Lunde og Solberg, men på de gode dage kan snakken sagtens falde i retning af Toft og Reinhardt. Bundsen skal ikke glemmes på de store dage, og Wester har også sine øjeblikke.

Alex Ferguson ramte plet

Apropos forsvarskompetencer. Gode, gamle Alex Ferguson – I guder, hvor Man U. savner hans sjæl i disse for klubben så forpinte tider – ramte som altid plet med dette citat:

Attack wins you games, defense wins you titles.

Visdomsord, som landstræner Bruun Jørgensen har som sit absolutte udgangspunkt. Tranborg, Bodholt, Hansen, Jørgensen er navnene på den fireblok, der – når den performer bedst – har givet den danske defensiv internationalt snit.

Jeg har leget lidt med efternavnet Jørgensen. Normalen siger Stine, men intet er som bekendt normalt netop nu, hvor landsholdsanføreren vender tilbage efter sin knæoperation. Kristina, som fast del af 4-blokken og med Stines spilminutter brugt væsentligst i offensiven, ville give god mening.

Med Sandra Toft og Althea Reinhardt på højniveau er kimen lagt til en usædvanlig svær opgave for Svensken.

Danmark må så absolut have lært mest af sidste års kvartfinalenederlag. Blomstrand får med garanti ikke mulighed for at udnytte den danske defensivs manglende sammenhængskraft, der gav hende så flotte muligheder i december 2017.

Når det defensive arbejde lykkes, skal det resultere i kontrascoringer, og jeg beder Tranborg, Hansen og Jørgensen om at respektere kontraspillets regel nummer ét, to og tre: det er ikke hastigheden, hvormed I bringer bolden fremad, men i langt højere grad den tekniske sikkerhed, hvormed I fører bolden frem, der skaber de gyldne muligheder.

Tæt bliver det, men Frankrig og Rusland suser ind i semifinalerne, hvor Norge og Holland byder sig til

Måtte dette føre til flere af de ”lette” scoringer, vil selvtilliden herfra kunne overføres til et mere effektfuldt og kvalificeret angrebsspil.

Fire point i mellemrunden giver muligheder

Den cocktail skal være mit fokus, for rammes Toft & Co. af en selvtillidsbølge – og den kunne meget vel ramme vort landshold med en sejr over Sverige – vil det være den hjørnesten, der vil bringe sejre over både Polen og Serbien.

Fire points med i mellemrunden giver virkelig muligheder. Her tror jeg dog, at selv en dansk selvtillidsbølge ikke vil være nok.

Jeg har store forventninger til både værtsnationen og Rusland, mens jeg godt kunne forestille mig – med den rigtige kamprækkefølge – at Montenegro kunne give en mulig dansk gevinst.

Landstrænerens udvalgte har givet landsholdet noget mere bredde i skikkelse af både Mie Højlund og Nadia Offendal. Nogle andre og hurtigere typer, men jeg tror ikke, det er nok.

Tæt bliver det, men Frankrig og Rusland suser ind i semifinalerne, hvor Norge og Holland byder sig til.

Guld til Norge, sølv til Rusland og bronze til Frankrig.

Zaadi detroniseret. Oftedal tilbage på tronen. Dmitrieva igen i en finale. Groot uden for det fine selskab.

Netop de fire ovennævnte. Feltherreinderne, med visionen og evnen til at skabe momenter både for dem selv og deres kammerater, bliver dem, vi kommer til at tale allermest om de kommende 17 dage.

Vurderingsspillere er en mangelvare. Her er de til overflod.

Mit håb skal være, at uforudsigeligheden får et knæk her i Frankrig. Det ville gøre – ikke bare mig - men også kvindehåndbolden godt.