Eksperter savner, at spillerne kritiserer sig selv mere efter store roser til Serbien

Danmark bør kigge indad efter 30-25-nederlaget til Serbien i den sidste kamp i gruppespillet ved EM, mener eksperter.

I kølvandet på nederlaget til Serbien tirsdag aften ved EM var de danske spillere ikke sene til at sende store roser af sted mod modstanderen.

Nærmest samstemmigt kom ordene: "Serbien spiller en rigtig god kamp" fra spillerne, der netop havde tabt med 30-25. Danmark var allerede sikker på avancement til mellemrunden, men nederlaget betyder, at Danmark må nøjes med at tage to point med sig.

TV 2 SPORTs eksperter savnede efter kampen mere selvkritik frem for ros til modstanderen.

- Det er det, de siger og melder ud: at Serbien spillede en god kamp, og det gjorde de også. Men jeg synes, Danmarks forsvar taber duellerne til Serbiens stregspillere hver gang. De står bag ved stregspilleren, men får ikke kæmpet med hende. Jeg synes ikke, det virker, som om de er klar til at modtage det tryk, siger Lærke Møller.

- Forsvarsmæssigt er der blevet talt om, at Danmark skal spille hårdt, og man skal forsøge at lave frikast og lukke spillerne ned, men det synes jeg heller ikke, Danmark lykkes med. Der er flere ting, hvor man også skal kigge på sig selv og sige: ”Udfører jeg den opgave, jeg er blevet sat til at udføre?”

Jeg ved godt, mange af spillerne tænker det, men som også er lidt for skolede, når de går ud til pressen

Trine Nielsen

Mange fejl i starten

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen roste også dagens modstander og mener, at kampens indledning kom til at kaste en skygge over resten af kampen for danskerne.

- Vi starter med at lave for mange fejl, og det følger os lidt gennem hele kampen. Og så synes jeg, de spiller en rigtig, rigtig god kamp. De spiller med den fysik, vi har regnet med, og spiller måske også bedre, end de har gjort i de to foregående kampe. De rammer et rigtig, rigtig højt niveau, sagde han kort efter kampen.

Men ekspert Trine Nielsen havde gerne set, at spillerne pegede ligeså meget på sig selv som på modstandernes kvaliteter.

- I omklædningsrummet er der ingen tvivl om, de har fået at vide, at serberne spiller en god kamp. Men jeg savner nogle spillere, der kommer ud og siger, at vi ikke leverede det, vi skulle. For vi kan godt spille op mod Serbien. De spillede en god landskamp og bedre, end de spillede i de første to kampe, siger Trine Nielsen.

- Jeg ved godt, mange af spillerne tænker det, men som også er lidt for skolede, når de går ud til pressen.

Danmark har dog stadig muligheden for at spille sig i semifinalen.

Første skridt på vejen bliver en vital kamp mod de franske EM-værter på torsdag klokken 18.

Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.