- Vi kan maksimalt tåle et nederlag, siger Klavs Bruun

16x9
Klavs Bruun Jørgensen håber på hjælp fra Sverige. Foto: Loic Venance / Ritzau Scanpix

Det danske landshold har ikke råd til mange flere fejltrin under EM efter nederlaget til Serbien.

Med nederlaget på 25-30 til Serbien i den sidste gruppekamp har det danske håndboldlandshold sat sig selv under pres ved EM.

Det erkender landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der må se sit mandskab træde ind i en stærkt besat mellemrundepulje med kun to point i stedet for de fire, holdet havde sat næsen op efter.

- Vi kan maksimalt tåle et nederlag i mellemrunden. Men det sjove er, at det er dygtige hold, der mødes. Man skal ikke tage fejl af Sverige. Det er rutinerede spillere, der sagtens kan gå ind og drille nogle af dem, vi skal møde fra den anden gruppe, siger Klavs Bruun Jørgensen.

I mellemrunden indleder Danmark mod de franske verdensmestre. Derefter følger kampe mod Rusland og Montenegro. Fire hold - heriblandt altså Danmark - starter med to point.

- Kan vi pille lidt ved Frankrig, så åbner det jo tingene gevaldigt op, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræneren erkender, at hans hold var på hælene mod Serbien. En dårlig start skabte uro i angrebsspillet, og forsvaret lukkede for mange mål ind før pausen, mener han.

- Vi fik i starten spillet os frem til fine chancer, men fik den ikke ind. Det rystede os lidt, og vi kom lidt væk fra konceptet og blev lidt usikre i vores afleveringer. I anden halvleg kom vi godt tilbage rent forsvarsmæssigt, men var for langt bagud og kunne ikke få scoret mål, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Fra sidelinjen kunne han se sin førstemålvogter, Sandra Toft, blive skudt i sænk i kampens indledning.Toft var ikke noteret for en eneste redning, da hun blev skiftet ud efter godt 18 minutters spil, men landstræneren fortryder ikke, at han holdt fast i hende så længe.

- Sandra Toft er en utrolig rutineret målmand. Alle ved, at pludselig har hun en redning, og så er hun i gang. Det er en hårfin balance i forhold til, hvornår man skal skifte, siger Klavs Bruun Jørgensen.