Dansk stjerne har ikke noget problem med at være i fokus i fransk avis

16x9
Danmarks Anne Mette Hansen kan få en nøglerolle mod Frankrig i holdenes første mellemrundekamp torsdag. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Anne Mette Hansen bliver udvalgt som Danmarks profil i den franske sportsavis L’Équipe inden kampen mod Frankrig.

Danmark spiller første kamp i mellemrunden mod Frankrig. Den kan ses torsdag klokken 18 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Der venter Danmark en kulisse ud over det sædvanlige torsdag aften, og her kan det være afgørende med spillere, der går forrest.

Og hvem fra Danmark skal gøre det, når modstanderen er EM-værterne fra Frankrig?

Det skal Anne Mette Hansen. I hvert fald hvis man skal tro på den store franske sportsavis L'Équipe, som i sin optakt til kampen udpeger hende som Danmarks profil.

- Györs venstre back, som senest vandt Champions League, bærer normalt sit hold frem takket være sit lederskab, sin alsidighed og offensive effektivitet, lyder de rosende ord.

Den danske bagspiller er 24 år, men qua sin tidlige slutrundedebut ved VM i 2013 som 19-årig er hun en af de mere rutinerede kræfter på det danske hold.

Derfor er 10.000 franske tilskuere i XXL Hall i Nantes torsdag aften ikke noget, der ryster hende. At blive fremhævet i den franske sportsavis er heller ikke noget, der påvirker hende det store.

- Det har jeg ikke noget problem med, siger Anne Mette Hansen, da TV 2 SPORT læser op fra den franske optakt.

- Jeg går på banen for at give gas og vil gøre alt, jeg kan, for at hjælpe holdet til sejr. Så tager jeg gerne lidt ekstra ansvar på mine skuldre, tilføjer hun.

Holdkammerater forstår fransk avis

Anne Mette Hansen har i en alder af 24 år allerede spillet 77 landskampe. Hun ved, hvad det handler om. Hun ved også, hvordan man tager fra. Således er hun her ved EM den dansker med flest udvisninger i form af fire styk.

Den danske bagspiller holder med andre ord ikke igen på banen, og holdkammeraterne kan da også godt forstå, hvorfor den franske sportsavis fremhæver hende.

- Det er meget godt set af dem, synes jeg, siger hendes rutinerede landsholdskollega Trine Østergaard og uddyber:

- Hun er en af vores bærende spillere både i forsvaret og i angrebet. Så det ville være dumt ikke at have et vågent øje på hende.

En af de urutinerede spillere i EM-truppen er 22-årige Lærke Nolsøe, som er med til sin første slutrunde. Her har hun også mærket, hvad Györ-bagspilleren giver landsholdet.

- Anne Mette er en enorm fighter, og hun kan tage bolden i egne hænder og gøre stort set, hvad der passer hende på sine bedste dage. Så hun er guld værd på et hold.

Anne Mette Hansen og resten af den danske trup skal forsøge træde i karakter, når de møder de franske verdensmestre klokken 18 torsdag aften i holdenes første mellemrundekamp. Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.