Højlund takker sine nærmeste: - De hjalp mig, da jeg var nede

16x9
Mie Højlund har 15 landskampe på CV'et. EM i Frankrig er hendes første slutrunde. Foto: TV 2

Det har ikke altid været nemt for Mie Højlund. Men nu har hun lært at leve med det pres, der følger med livet som topatlet.

Ville du hellere gemme dig i et hjørne end at stå her i et belyst studie?

- Nej, men det havde jeg nok sagt ja til for to år siden. Dengang følte jeg mig overhovedet ikke klar til at skulle stå til ansvar for, hvordan jeg præsterer.

Svaret kommer fra Mie Højlund, der gæstede TV 2 SPORTs studie under Danmarks pressemøde onsdag.

I øjeblikket spiller den 21-årige playmaker sin første slutrunde for det danske landshold, men det er nu ikke fordi, hun ikke har fået tilbuddet før.

Uventede udfordringer

Mie Højlund lægger ikke skjul på, at det har været svært for hende at vælge fra.

Lærke Møller om præstationspres

- Jeg kan forestille mig, hvilken knude Mie Højlund har gået rundt med i maven. Som håndboldspiller får man hele tiden at vide, at man skal huske at tage en uddannelse, så man er klar til livet efter håndbolden.

- Pludselig er der mange ting i fokus. Man skal præstere uddannelsesmæssigt, være en god kæreste, have topkarakterer, spille godt i kampene hver uge, og man skal også helst træne med hver gang. Der ligger et sindssygt hårdt pres på topatleter.

- Jeg er virkelig selvkritisk og hård mod mig selv, for jeg vil gerne gøre det godt i alt. Men nogle gange må man prioritere, hvad man lægger mest fokus på og lade være med at være så kritisk på alle mulige andre punkter.

EM i Frankrig startede fremragende for slutrundebutanten, der spillede en pragtkamp mod Sverige. Siden ramte Polen og Serbien, der bød på færre minutter og flere fejl fra Højlund.

- Det har været lidt op og ned. Der er mange nye ting, jeg skal forholde mig til, som jeg ikke var forberedt på, inden jeg tog afsted, og jeg har haft svært ved at finde den rigtige timing i spillet, forklarer hun.

Det har haft dårlig indflydelse på mig at læse kritik i medierne

Mie Højlund, landsholdsspiller

Skærer ned på sociale medier

I 2016 blev Mie Højlund udtaget til landsholdet for første gang.

- Det er kæmpestort for mig at være med og få lov til at snuse lidt til miljøet. Lige nu tager jeg det som et skulderklap, sagde den dengang 18-årige bagspiller. 

Lærke Møller om medierne

- Sportsstjerner skal promovere sig i medierne og være tilgængelige på Facebook, Instagram og alt muligt andet. Man skal give noget af sig selv hele tiden, men under et mesterskab, hvor der er så meget pres på, er det rigtig fornuftigt at lægge det fra sig.

- Det er hele tiden en balancegang. Hvis du skal hæve din markedsværdi, må du give noget af dig selv. Seerne vil have noget af dig, og derfor vil medierne også. Det handler virkelig om at finde sin egen grænse.

Samme år blev hun kåret til årets håndboldtalent med 53 procent af stemmerne. Omtalen tog til, og det samme gjorde opmærksomheden. Presset steg på purunge Højlund, der lod sig gå på, når ordene var hårde.

- Jeg har erfaret, at det har haft dårlig indflydelse på mig at læse kritik i medierne, fortæller den nu 21-årige landsholdsspiller, som har løsningen klar.

- Jeg fokuserer på, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv, og jeg har besluttet, at det er bedst for mig ikke at læse artikler og være så meget på sociale medier. Det er et punkt, jeg må skære ned på.

Klar som aldrig før

Men Højlund har ikke stået alene. 

- Jeg har en rigtig god familie og nogle fantastiske venner, der støtter mig i alt, hvad jeg gør. Om jeg gør det godt eller dårligt, er de der altid. De hjalp mig, da jeg var nede og ikke kunne finde ud af, hvad der var bedst for mig, fortæller hun.

Mine afbud har virkelig været gode for mig

Mie Højlund, landsholdsspiller

- Jeg føler, at jeg er nået rigtig langt. Jeg har fået mange erfaringer siden mit første afbud.

I dag står Mie Højlund styrket og parat.

- Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så klar til en slutrunde. Mine afbud har virkelig været gode for mig, og de har betydet, at jeg står stærkere mentalt.