'Sårede og skuffede': Dét sagde danskerne efter nederlaget

Få overblik over de danske reaktioner efter landsholdet torsdag tabte til Frankrig i mellemrunden ved EM.

Se alle EM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Med nederlaget til Frankrig er der maksimalt pres på Danmark ved EM.

Naturligt nok var skuffelsen stor i den danske lejr, efter landsholdet havde tabt 23-29.

Her kan du læse reaktioner fra de danske spillere og landstræneren.

Althea Reinhardt

- Det er rigtig øv. Jeg er skuffet. Vi taber for mange mand mod mand-dueller i forsvaret, og de har rigtig mange frie skud. 

Katrine Heindahl

- Folk er rigtig skuffede. Vi havde troet på mere i den her kamp. Vi har mange dueller, hvor franskmændene har mest succes. Der skal nok kastes med nogle ting, men solen står også op i morgen.

Line Haugsted

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke havde det sidste. Langt henad vejen spiller vi os til mange chancer, dækker godt op og får afvist dem. Det er et verdensklassehold, og deres målmand står rigtig godt. 

Trine Østergaard

- Jeg er selvfølgelig mega skuffet. Jeg havde en rigtig god fornemmelse inden kampen og følte virkelig, at vi kunne byde dem op til dans, men sådan skulle det ikke være. 

Mette Tranborg

- Vi havde en god fornemmelse af, at vi kunne spille op med franskmændene. Det mener jeg stadig, vi kan, men vi gør det bare ikke i dag (torsdag, red.).

Stine Bodholt

- Vi er sårede, skuffede og kede af det lige nu, for vi fik ikke leveret det, vi gerne ville. Det gør selvfølgelig ondt, men vi skal hive hinanden op og tage det positive med. Jeg er ikke tilfreds med, at jeg ikke får sat de tacklinger, jeg gerne vil.

Anne Mette Hansen

- Jeg synes sgu, den er hård. Vi taber rimelig klart, og det er sgu nederen. Vi var klar, men de gør det godt, franskmændene, og Leynaud står en super kamp. Lige nu er jeg tom for ord.

Stine Jørgensen

- Frankrig spiller rigtig godt, og vi kunne godt have spillet en bedre kamp. Mest af alt synes jeg, vi skulle have scoret på flere af vores chancer. Vi holder vores taktik angrebsmæssigt, men får bare ikke eksekveret godt nok.

Sandra Toft

- Jeg har det skidt. Vi blev most ud af hallen. De har mange flere redninger end os. Vi gør, hvad vi kan, men det var langt fra godt nok.

Klavs Bruun Jørgensen

- Jeg er ærgerlig, for vi var klar, og det viser vi i starten. Vi spiller fint angrebsspil og skaber mange chancer, men brænder for meget på Leynaud. Deres kontrafase gør ondt på os, især i første halvleg. 

Læs mere om den danske EM-trup her.

Der venter Danmark en pause, før holdets næste kamp i mellemrunden spilles. Du kan se opgøret mod de olympiske mestre fra Rusland på TV 2 og TV 2 PLAY mandag klokken 18.