Frankrig er overrasket over, hvor nemt det var at slå Danmark

De franske EM-værter har bragt sig i en favorabel position i jagten på semifinalerne.

De danske håndboldkvinder var helt med i knap ti minutter af kampen, men derfra stod der Frankrig på stort set alt.

Verdensmestrene førte med seks mål ved pausen, øgede til en nimålsføring i anden halvleg og vandt med 29-23.

- Vi forventede, at det ville være lidt mere jævnbyrdigt, men vi fandt gode taktiske løsninger, og det virkede. Det er nok derfor, vi vandt nemt, siger Siraba Dembele til TV 2 SPORT.

- Jeg er virkelig stolt, for taktisk gør vi det godt. Dagen før forberedte vi og godt på kampen, og nu kan vi se resultatet.

Lærte af testkamp

Over for L'Equipe forklarer Dembele, at den sidste testkamp før EM mod netop Danmark, hvor franskmændene vandt 22-20, blev brugt til at knække modstanderen torsdag aften i Nantes.

- Vi forberedte os rigtig godt på kampen på baggrund af kampen i Golden League. Planen var at tage duellen med dem, når de kom aggressivt frem (i forsvaret, red.). Det var nødvendigt at træde et skridt tilbage og ikke insistere på at sende bolden af sted, men i stedet finde løsninger, siger hun.

Men at det blev så overbevisende en sejr undrer alligevel.

- Vi troede, det ville blive sværere. Jeg siger ikke, at de ikke er gode, for det er et virkelig godt hold, siger målmand Amandine Leynaud til TV 2 SPORT.

- Endnu engang handler det om vores forsvar, og Leynaud var virkelig god. På dagen var vi bedre end Danmark i forsvaret, og når det er sådan, var det en nem kamp for os, siger Camille Ayglon til TV 2 SPORT.

Danmark vandt de to første kampe ved EM over Sverige og Polen, men løb så ind i et femmålsnederlag til Serbien, der betød, at Danmark måtte nøjes med at tage to point med sig i mellemrunden.

Savnede dansk ydmyghed

Forud for opgøret havde netop Ayglon været ude at skyde med skarpt mod Danmark og den danske attitude efter starten på EM.

- De mangler ydmyghed, sagde Ayglon ifølge L'Equipe med et smil, men tilføjede:

- Så snart de har leveret to gode præstationer, føler de, de spiller bedre end alle andre. Det er lidt deres specialitet.

Det franske syn på den danske modstander var også et tema efter kampen i L'Equipe.

- Jeg nyder altid at høre fra andre hold, at de er stærkere end os. Det er sjovt. I sidste ende er det en fornøjelse at se dem komme og lykønske os, siger Allison Pineau og smiler ifølge den franske avis.

- Vi har verdens bedste forsvar

Mens flere resultater nu skal flaske sig for Danmark, hvis det skal blive til en plads i semifinalen, har Frankrig sin skæbne i egne hænder.

Sejre over Sverige og Serbien sikrer franskmændene en plads i semifinalerne.

Frankrig indledte EM med et nederlag til de olympiske mestre fra Rusland, men det er blevet fulgt op med tre sejre i træk, og efter indsatsen mod Danmark, hvor det forsvarsstærke franske hold også leverede offensivt, er selvtilliden høj.

- Det er rigtigt, at vi før har vundet titler med mindre godt angrebsspil, så vi føler os stærkere og selvsikre. Men vi er ikke sikre på noget. Vi er ikke umulige at besejre, siger Pineau til L'Equipe.

- Vi har det bedste forsvar i verden, og det bliver aldrig nemt at score mod os.