Aarhus United er skrevet på DHF's sorte liste

16x9
Aarhus Uniteds Sofie Flader vælter FCMs Louise Burgaard i kampen om 3.-4.pladsen i Santander Final4 sidste år, hvor Aarhus endte med at vinde bronze. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ligaklubben Aarhus United kæmper så meget med økonomien, at DHF har skrevet klubben på den sorte liste.

Aarhus United må ikke skrive nye kontrakter, fordi klubbens økonomi ikke lever op til kravene fra Dansk Håndbold Forbund (DHF). 

Klubbens egenkapital er så lille, at DHF har skrevet Aarhus United på den sorte liste. Det oplyser klubben på Facebook, hvor det også fremgår, at klubben har brug for 600.000 kroner i løbet af de næste seks uger. 

Det her er vel billedet på, at Aarhus ikke gider kvindehåndbold

Dan Philipsen, håndboldredaktør på TV 2 SPORT

- Vi har kæmpet og kæmper rigtig hårdt for Aarhus United, for byen, for talenterne, for pigerne og for at sikre det rigtige fremtidige grundlag for klubben. Vi har siden februar 2018 kraftigt anmodet om støtte fra sponsorer, erhvervsliv samt mulige investorer, skriver Aarhus United på Facebook.

- På investorsiden har vi fået enkelte tilsagn, og vi har også set tilgang på sponsorsiden, hvilket vi er rigtig taknemmelige for. Men det er ikke nok til at skabe den fornødne kapital her og nu.

Sportsligt er det gået noget bedre for Aarhus United, der ligger nummer seks efter de 14 første ligakampe i klubbens anden sæson som ligaklub. Aarhus United har fået 17 point i efteråret.

I klubbens første sæson formåede holdet overraskende at blive nummer tre i pokalturneringen. 

- Sportsligt gør man alt det rigtige, men man er ikke i stand til at skaffe penge. Det er sang, vi har hørt rigtig mange gange i dansk håndbold, og det her er vel bare billedet på, at Aarhus ikke gider kvindehåndbold. Desværre, siger TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen. 

- De kom ud af det første år med et underskud på 600.000 kroner. Allerede der lægger man kimen til, at der ikke er tillid til dem i byen. For en måned siden var de ude med den første omgang 'ulven kommer' og 'I skylder os det her, Aarhus'. Men Aarhus skylder jo ikke Aarhus United noget som helst. De penge skal man selv være dygtige nok til at finde. 

Mangler 1,5 millioner kroner

Det akutte behov for penge lyder 600.000 kroner, der skal skaffes i løbet af seks uger. Større er opgaven dog, hvis Aarhus United skal spille sæsonen færdig. Det vil kræve 1,5 millioner kroner, oplyser klubben i en pressemeddelelse. 

- Selvom et beløb på 600.000 kroner ville være nok til at undgå den sorte liste, er der sat et mål på 1.500.000 kroner, da dette ville kunne afdække likviditeten for resten af sæsonen, hvilket ville medføre, at yderligere sponsorindtægter kan danne grundlag for et styrket Aarhus United på vej ind i sæson tre, skriver klubben.

DHF's sorte liste rummer nu fire klubber: Aarhus United (damer), Korsør Slagelse (herrer), Randers HH (herrer) og Roskilde (damer). Listen er opdateret den 10. december. 

Aarhus Uniteds forgænger, SK Aarhus, lukkede i 2016 på grund af manglende økonomisk opbakning.