Den evige debat: Eksperter sår tvivl om Klavs Bruuns valg

16x9
Klavs Bruun Jørgensen er tilfreds med sin udtagelse af Anne Cecilie de la Cour. Foto: Loic Venance / Ritzau Scanpix

EM-semifinalen er ikke længere opnåelig for det danske hold, der dog stadig kan nå at sikre deltagelse i den sidste weekend.

Det spinkle semifinalehåb forduftede mandag aften, da Danmark blev udspillet af Rusland.

Derfor er det næsten uundgåeligt, at den evige debat om landstrænerens udvalgte blusser op i nederlagets stund. Også selvom Klavs Bruun Jørgensen og håndboldkvinderne stadig har mulighed for at spille sig videre til den sidste og afgørende del af EM: Finaleweekenden i Paris.

Trods en aktuel sidsteplads i mellemrunden kan Danmark nemlig komme til at spille om femtepladsen, der potentielt kan få afgørende betydning for OL-kvalifikationen, hvis resultaterne i den sidste mellemrundekampe flasker sig.

Efter nederlaget til Rusland var det især valget af Anne Cecilie de la Cour som substitut på højre back, der blev vendt af TV 2 SPORTs eksperter.

- Vi diskuterer ind i mellem positionen omkring Mette Tranborg. Hvor meget han hun klare, og hvad skal der til for at erstatte eller supplere hende? Der har Klavs Bruun sagt, at det bedste valg er Anne Cecilie de la Cour. Der er jeg bare nødt til at sige: Det passer ikke, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard og tilføjer:

- Anne Cecilie de la Cour spillede forfærdelige kampe for København Håndbold, og hun var slet ikke klar til at træde ind på landsholdet. Jeg ved godt, at hun kan holde til den rolle, Klavs Bruun giver hende, men Burgaard spillede jo masser af fine kampe op mod mesterskabet.

Trine Nielsen, der ligeledes er håndboldekspert på TV 2 SPORT, ’savner også en substitut til Mette Tranborg’, som hun formulerer det.

- Anne Cecilie de la Cour er ikke kommet godt ind i den her turnering, og hun har fået meget, meget få minutter. Jeg vil gerne se Mette Tranborg på virkelig højt niveau i 40 minutter i stedet for at se hende på et lidt lavere niveau i 55 minutter.

- Når hun skal spille så meget, så synes jeg, hun økonomiserer lidt med kræfterne, siger Trine Nielsen.

Anne Cecilie de la Cour er noteret for 25 minutter på banen i Danmarks første fem kampe. Hun er en af fire danske spillere, der har spillet under en halv time i løbet af de fem gange 60 minutter. De la Cour har scoret tre mål på otte forsøg, mens hendes kollega på højre back har fået 270 minutter på banen og scoret 16 mål på 28 afslutninger.

Klavs Bruun er tilfreds

Klavs Bruun Jørgensen, er det en position, hvor det er svært for dig at skifte ud?

- Ja, det er det det, fordi Anne Cecilie ikke dækker op. Hun kan godt, men det er usikkert. Det er vi udmærket klar over, og det var en del af beregningen.

- Spørgsmålet vil så blive, om jeg skulle have haft en anden med i stedet for Anne Cecilie? Det synes jeg ikke. Jeg synes, hun er den rigtige at have med. Dem, der er derhjemme, havde ikke vist et niveau, der gjorde, det skulle have været anderledes.

- Jeg er grundlæggende tilfreds med Anne Cecilie, fordi hun udfylder rollen så godt, som hun kan. Hun piber ikke over, at hun sidder ude – men kommer ind og gør sit bedste hver gang. Det er som udgangspunkt et godt sted at være.

Afstemning

Anne Cecilie de la Cour får mulighed for at overbevise de to eksperter, når Danmark spiller den sidste mellemrundekamp onsdag eftermiddag.

Se Danmark – Montenegro på TV 2 og TV 2 PLAY onsdag klokken 15.45.