- Det var præcis dét, der ikke måtte ske, siger Helle Thomsen

Ifølge landstræner Helle Thomsen var der klasse til forskel mellem Holland og de norske europamestre.

- Det var bare en håndboldlektion.

Sådan lød Helle Thomsens første ord, efter hun havde set sit hollandske landshold tabe med 13 mål til Norge.

- De stod desværre super godt i forsvaret, Katrine Lunde spillede skide godt, og så viste de bare, hvor stærke de er i kontrafasen.

- Det var præcis dét, der ikke måtte ske. Der var bare klasseforskel, sagde nordjyden, der har været hollandsk landstræner siden 2016.

Fra starten af anden halvleg sendte hun et mere profilfattigt hold på banen, og det var med fuldt overlæg, forklarede Thomsen.

- Vi kunne se, at de havde fuld kontrol på kampen, og vi skal spille om 22 timer. Vi ved, det bliver svært at sove i aften, så selvfølgelig tænkte jeg lidt frem.

Nederlaget på 16-29 var Hollands første ved EM-slutrunden.

Sparede stjernespiller

Det store spørgsmålstegn for Holland var Nycke Groot, der udgik mod Rumænien.

Her gik de første meldinger på, at stjernespilleren havde pådraget sig en hjernerystelse, men hun var alligevel med mod Norge. 

Dog fik Groot kun få minutter på banen. 

- Vi vidste, at det ville koste, hvis vi brugte hende meget mod Norge. Jeg valgte at prioritere at give hende minutterne i morgen (onsdag, red.) i stedet, fortalte Helle Thomsen.

Onsdag er modstanderen Tyskland, der ikke har haft lige så tætpakket et program som Holland. Thomsen kalder det 'en kæmpe fordel' for tyskerne, at de har haft tre dage fri.

Du kan se kampen mellem Holland og Tyskland klokken 21 på TV 2 PLAY.