Norsk stjerne lavede trick, hun aldrig havde prøvet før

Selvom Camilla Herrem hører til blandt de norske håndboldveteraner, fandt hun i EM-kampen mod Ungarn et helt nyt trick frem.

Hun er kendt som en spiller med sublim teknik og ikke mindst modet til at bruge tricks og frække afslutninger.

Camilla Herrem har scoret over 600 mål i sine godt 200 kampe for det norske håndboldlandshold, og en sjat af dem er blevet sat ind, hvor bolden ikke 'bare' blev hamret i nettet.

Senest i storsejren over Ungarn ved EM, hvor Herrem scorede seks mål. Efter et par scoringer med skruebolde fra sin position på fløjen lavede hun et frækt lob, da hun scorede sit og kampens sidste mål til stillingen 38-25.

- Jeg ved ikke helt, hvad der skete, for jeg tænkte, at den kom til at gå nogle meter over mål. Jeg havde aldrig gjort det før på den måde, så det er noget, jeg må øve mig mere på. Sådan et rulleskud. Det er den scoring, jeg er mest fornøjet over i den kampe, siger Herrem til NRK.

Camilla Herrem blev mor i juli, men var 53 dage senere tilbage på banen for sin norske klub, Sola.

Lyncomeback efter fødsel

En plads i EM-truppen blev det dog ikke til i første omgang - til stor skuffelse for den tidligere Team Tvis Holstebro-spiller. Siden blev nordmændene ramt af skader på venstre fløjen, da Thea Mørks EM sluttede med en skade.

Herrem blev fløjet til Frankrig, og i kampen mod Ungarn kvitterede hun med storspil og scoringer.

- Hun er simpelthen så dygtig teknisk. Det er imponerende, at hun allerede kan være på så højt niveau. Det har hun faktisk været i et stykke tid hjemme i klubben Sola, efter hun har fået barn. Jeg synes, det er vildt imponerende, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller, der bakkes op af Trine Nielsen:

- Jeg kan godt lide, at hun hurtigt meldte ud, at hun gik efter at komme med til EM – og egentlig også meldte ud, hvor skuffet hun var over ikke at komme med. Det synes jeg, er en eliteidrætsudøver på allerhøjeste niveau, at man tør stå ved det.

Camilla Herrem bliver rost til skyerne af TV 2 SPORTs eksperter Trine Nielsen og Lærke Møller Video: Bo Bentsen

Træner ville stoppe hende

Før Herrem kom til den danske liga i 2015, spillede hun i Rumænien og Baia Mare under Costică Buceschi.

Hun fortæller til NRK, at hun fik besked af træneren om at stoppe med de spektakulære afslutninger, men nægtede og henviste til, at han i så fald ligeså godt kunne sætte hende på bænken.

- Det er svært for mig ikke at gøre det. Når jeg hopper ind fra en spids vinkel, er det skuddet, jeg går efter. Det er bare en del af mig, siger hun.

Og den norske landstræner, Thorir Hergeirsson, har i hvert fald ikke bedt hende om noget lignende.

- Jeg siger: brug den mest hensigtsmæssige teknik, så længe bolden går i mål, og det er flot for tilskuerne, siger han til NRK.

Norge kan få brug for lignende lækkerier i aftenens skæbnekamp ved EM mod Holland, hvor alt andet end en sejr sender Norge ud af kampen om medaljerne ved EM for første gang siden årtusindskiftet.

Kampen spilles klokken 21 og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.