Helle Thomsens Holland snyder Norge for EM-semifinale

Holland tager førstepladsen i mellemrundegruppe to efter en sejr på 27-21 over Tyskland.

Der var pres på Holland, da de gik på banen til den sidste mellemrundekamp ved EM.

Med minimum ét point ville de være klar til semifinalen, mens et spinkelt nederlag til Tyskland ville gøre, at de sendte Norge i semifinalen. 

Helle Thomsens mandskab havde dog ikke tænkt sig at dele julegaver ud til de norske kvinder, der gav dem et nederlag på 13 mål i landenes indbyrdes møde. De leverede en solid indsats mod tyskerne og vandt 27-21. Dermed slutter de som nummer ét i mellemrundegruppe to.

Tyskland var meget motiveret til kampen, da de stadig havde noget at spille for. Med en sejr på 12 mål ville de selv kvalificere sig til semifinalen. Det kom de dog aldrig i nærheden af.

For selvom de bragte sig på 2-0, var de aldrig tæt på at true den Hollands sejr. De blev ganske vist aldrig kørt over, men de var konstant bagud med to-tre mål gennem kampen. Mod slutningen øgede Holland forspringet.

Med Hollands sejr slutter Norge på tredjepladsen i mellemrundegruppen, hvor de skal spille om femtepladsen. Det bliver imod Sverige, der ender på tredjepladsen i Danmarks mellemrundegruppe.

De mødes lørdag klokken 14 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Se den endelige stilling i mellemrundegruppen her.