Nyegaards karakterbog: Det er fantastisk godt trænerarbejde

Efter tre nederlag i træk og lave karakterer peger pilen den helt anden vej i Bent Nyegaards karakterbog efter sejren over Montenegro.

Et nederlag på 5 mål til Serbien. Et nederlag på 6 mål til Frankrig. Et nederlag til Rusland på 11 mål.

Det danske kvindelandshold har været hårdt ramt efter de to åbningssejre ved EM over Sverige og Polen, og drømmen om en plads i semifinalerne brast.

Danmark sluttede dog mellemrunden af på fornem vis med en 24-23-sejr over Montenegro, der holder Danmarks håb om en tredjeplads i gruppen og dermed en kamp om femtepladsen i live.

- Den lille forhistorie er, at Danmark mødte Montenegro med det, montenegrinerne selv kommer med: Betingelsesløs fight og attitude. Det gjorde, at de turde stå imod alt, de kom med. Det blev ikke kønt, men det blev et dansk hold, der viste, at de både kan være hårde og kloge, siger håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Og så er det et fantastisk godt trænerarbejde at få holdet tilbage med det udtryk efter de nedture, de har haft.

square to 16x9

Nyegaards karakterskala

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Sandra Toft – 6 (kampens spiller)

Hun stod med en redningsprocent på 44 procent og fik taget pynten af de meget dygtige fløjskytter. Jovanka Radicevic scorer godt nok syv mål på ni forsøg, men fra fløjen brænder hun to. Mehmedovic holder hun nede på én scoring, fordi hun var helvedes godt forberedt. Flot arbejde af Toft og målmandstræner Michael Bruun.

Althea Reinhardt – UB

Kom ikke på banen.

Stine Bodholt – 5

Det var Bodholts bedste kamp under slutrunden. Hun spillede 41 minutter, startede på stregen i angrebet, men den overtog Heindahl, og så koncentrerede hun sig om forsvaret. Det gjorde hun forrygende. Klogt, smart, forudseende.

Kathrine Heindahl – 4

Scorede på to på tre og var virkelig en svær størrelse for Montenegros forsvar. Hun er så fysisk stærk, at hun var med til at åbne mange ting med sit screeningsspil.

Sarah Iversen – UB

Kom ikke på banen

Trine Østergaard - 5

Hun var tilbage på vanligt højt niveau. Lavede tre på fire og var generelt dynamisk, både på angrebs- og forsvarsdelen. En enkelt gang åbnede hun lidt for meget i forsvaret, men det sker, når det er så hektisk.

Lærke Nolsøe – UB

Kom ikke på banen.

Fie Woller – 5

Stor, stor kamp. Fire mål på seks. Hun brænder godt nok et par stykker, men da det strammede til og kampen skulle afgøres, laver hun to meget afgørende scoringer, som hun med stor overbevisning lægger ind. Et par gange i forsvaret lukker hun for meget op for Radicevic, men jeg lever med det, når vi holder dem nede på 23 mål i kampen.

Kristina Jørgensen – 4

Hun viste sig meget værdifuld for holdet. Hun blev valgt til at spille undertalsperioder i stedet for Anne Cecilie de la Cour, og det gjorde hun med omtanke og klogskab. Hun fik 17 minutter, og i betragtning af kampens vigtighed og den rutine, hun kun lige er i gang med at oparbejde, gjorde hun det fandeme godt. Et mål på to forsøg.

Anne Mette Hansen – 5

Hun blev kåret til kampens spiller officielt, men ikke hos mig. Seks mål på ni. Hun var fuldstændig og aldeles afgørende, fordi hun havde fysikken og hovedet til at komme til rigtig gode chancer. Hun var Danmarks mest afgørende spiller angrebsmæssigt. Det trækker ned, at hun ikke burde være med i anden halvleg, fordi hun lavede en rigtig, rigtig grim tackling, der burde give rødt kort, og så ender det med at blive til for mange uprovokerede tekniske fejl, hvor hun satser for meget på indspil til stregen.

Det lignede et klokkeklart rødt kort til Anne-Mette Hansen efter en voldsom tackling på Durdina Jaukovic. Video: TV 2 SPORT

Stine Jørgensen – 4

Hun viste fra starten af kampen, hvilken kæmpe gevinst det var at have hende med i de første 20 minutter. Lagde helt forrygende ud i både forsvar, kontra og angreb. Var virkelig afgørende for den gode start, Danmark fik. Så røg hun ind i en periode, hvor hun spillede for simpelt og lavede indspil til stregen, der ikke var fri. Fik mindre spilletid i den sidste halve time, men starten var med til at sætte kampen. Det kan på ingen måde overvurderes.

Lotte Grigel – 4

Stor landskamp. Hun var inde og lukke alle de berømte huller, når der skule være pauser. Tre mål på seks og lavede rigtig mange gode ting. Lige midt i den allermest spændende fase kom der lige et par tekniske fejl. Og tidligere i kampen et brændt straffe. Men enorm betydning i forhold til at konstruere et fornuftigt angrebsspil, da Stine Jørgensen gik ud

Mie Højlund – UB

Kom ikke på banen

Mette Tranborg – 4

Stor forsvarskamp. Hun havde de svært med aggressiviteten og kunne ikke få plads til sit skud, men hun var god i boldomgangen. Undgik at bliver stresset, som hun er blevet det tidligere i turneringen. Spillede klogt og godt og dækkede rigtig godt op, selvom der røg et par udvisninger med.

Anne Cecilie de la Cour – UB

Kom ikke på banen

Line Haugsted – 4

Hun fik lov til at brodere rundt, når Danmark blev ramt af udvisninger - ligesom Kristina Jørgensen. Endte med 10 minutters spilletid og løste opgaverne fint. Når hun blev sat, eller de var på vej forbi, undgik hun dumme udvisninger. Fyldte rigtig godt med fysik. Helt afgørende, at der er spillere som hende, der kan spille 10-20 minutter og gøre det så godt, som de gør i dag.

Klavs Bruun Jørgensen – 6

Kampens betydning taget i betragtning var det en fremragende præstation. Landsholdet var sat godt op. Der var det udtryk, han gerne vil have, og som jeg også gerne vil have. Never give up-attitude. Har du ikke den mod Montenegro, kommer du ikke videre. Fandt en dejlig balance i et lettere defensivt forsvar foran Toft. De kunne være kompakte på Raicevic, Bulatovic og Jaukovic.

Stor ros for at få spilleren til at forstå, at angrebsspillet var nødt til at være med mere tålmodigt. Selvom der igen var for mange tekniske fejl, var der færre i dag. Meget fokus på at afvikle kampen med den modenhed, som holdet egentlig ikke besidder, hvortil han fik god hjælp af Stine Jørgensen og Lotte Grigel.

Efter nedturene er det fandeme godt trænerarbejde at komme ind og levere sådan en indsats.