På den måde vinder landsholdet aldrig befolkningen tilbage

16x9
Stine Bodholt, Stine Jørgensen og Althea Reinhardt under EM-kampen mod Rusland, som Danmark tabte med 11 mål. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR.

Det danske landshold rejser i dag til Paris.

Ikke for at spille semifinale, men for at rejse væk fra Frankrig og to skuffende EM-uger.

Den sportslige udgang vil jeg lade vores eksperter vurdere.

Disse ord handler om det, som landsholdet i Frankrig har tabt uden for banen. Noget, som næsten er værre end nederlag på de 40 x 20 meter: Befolkningens opbakning.

Den slags er ikke mindst målbart på seertal, og de har ikke været som de plejer ved dette mesterskab. Og ja, spilletidspunkter og svigtende resultater spiller selvsagt en rolle i det regnestykke.

Men tendensen har været tydelig i den seneste tid. Der har stort set ikke været danske fans i Nantes. Og de seneste landskampe på dansk grund i september var langt fra at være i udsolgte haller.

Jeg tvivler ikke på, at den faldende interesse også handler om et landshold, som i mine øjne er historisk gråt.

Og nej, det er ikke den evindelige sammenligning med fortidens storhed og profiler. Det er urimeligt overfor de nuværende landsholdsspillere, og jeg er – i denne sammenhæng – ligeglad med Anja Andersen, Rikke Solberg og Rikke Skovs store personligheder i en svunden tid.

Hvor er den spiller, der siger noget uventet?

Dan Philipsen

Det er heller ikke klynk fra en forsmået journalist over forringede arbejdsforhold. Den danske presses adgang til spillerne har været uændret. Der er hverken blevet mere eller mindre tid end tidligere. Den del gør Dansk Håndbold Forbunds presseafdeling og landsholdet ganske udmærket.

Men jeg husker ikke en slutrunde, hvor der har været så få gode historier at fortælle med det danske landshold.

Hvor er den spiller, der siger noget uventet? Hende, der giver noget af sig selv, har en holdning eller mod til at være uperfekt i sine ord og optræden?

Husker Hylleberg

Er dette første afdrag i 2018's SoMe-helvede, hvor de 10 sekunders snap og beskæringen af porcelænsbilledet på Instagram altid er pletfri? Måske havde landsholdet aftalt at give så lidt som muligt? Eller har spillerne bare helt generelt ikke mere at byde på? Det sidste tror jeg ikke på.

På mandag tager vi hjem fra EM, og jeg kommer primært til at huske det danske EM for Mathilde Hylleberg. Hun spillede 15 minutter og 40 sekunders håndbold! Den 20-årige debutant, der absolut ikke spillede nogen rolle på banen, men som turde være glad, lykkelig og sig selv i det offentlige rum. Sikke en befrielse. Jeg har næppe været den eneste dansker, der bare blev i godt humør, når et Hylleberg-interview var forbi.

I dagligdagen hjemme i ligaen er det bedre. Der møder vi spændende udgaver af Mie Højlund, Sandra Toft og Katrine Heindahl. Men på landsholdet – når vinduet ud til danskerne er størst - er det blevet for velfriseret.

Håndbold er en lille sportsgren. En af de mindste på verdensplan. Som håndboldspiller kan man ikke bare gøre som mange fodboldspillere: Gemme sig væk og begrænse offentlighedens adgang.

Her i Frankrig har der været masser af mulighed for at sælge sig selv og sit produkt til danskerne. Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT, Ritzau, Jydske Vestkysten og Politiken har været her. TV 2 og Danmarks Radio ligeså.

Til de spillere, der under EM gav kedelige, forudsigelige interview og derefter gik jublende fra pressemøderne, fordi det "nu var overstået", har jeg dette spørgsmål: Vil du hellere spille på volley- eller basketball-landsholdet? Altså der hvor man ikke tjener et sekscifret beløb om året på at udøve sin hobby, men betaler kontingent for at være med. Kære spiller, så slipper du for irriterende journalister og interesse i din person og din sportsgren.

Se på landsholdets anfører. Stine Jørgensen. Hun er ikke bare omdrejningspunktet på banen, men i høj grad også ledestjernen udenfor.

Hendes udtryk i interview, svar og mimik siger det hele

Dan Philipsen

Udover at være anfører for landsholdet, så er hun den hjemlige ligas bedst betalte danske spiller.

Nu læser hun og jeg formentlig ikke den samme bog, for i min står der, at der følger forpligtelser med store hverv. Forpligtelser i det offentlige rum til at tegne sit hold, sin sport, sig selv, sin klub og i dette tilfælde også sit land.

Stine Jørgensen bryder sig ikke om den del af sit arbejde. Jeg tror godt, at vi kan svinge det op til konstateringen, at Stine Jørgensen hader arbejdet med pressen. Hendes udtryk i interview, svar og mimik siger det hele.

Det er ærgerligt, for det betyder, at danskerne ikke kender den sjove og omfavnende Stine Jørgensen, som hun efter sigende er.

Jeg har stor respekt for, at Stine Jørgensen værner om sit privatliv. Det er vi faktisk heller ikke interesserede i at høre om. Hun skal ikke tage en fjollet hat på eller deltage i et gameshow på tv for at være interessant.

Men vi vil opleve Danmarks bedste kvindelige håndboldspiller tømme sit håndboldhjerte i analyse, passion og indlevelse, når vi spørger hende. Vi vil se, at hun brænder så meget for sit hold og sin sport, at min mor, hendes overbo og Jens Rasmussen i Vamdrup bliver opslugt og bare MÅ tænde tv'et eller læse avisen næste gang, at Stine Jørgensen stiller op.

Lige nu skubber hun og holdkammeraterne folket væk. Og når man samtidig ikke vinder særlig mange håndboldkampe, så er det tid til at stoppe op, tænke sig om og vurdere om tiden ikke er kommet til at ændre udtryk. Det gælder spillerne, landstræneren og Dansk Håndbold Forbund. Nogen må gøre noget.

På denne måde vinder det kvindelige håndboldlandshold aldrig befolkningen tilbage.