Ekspert sår tvivl om Danmarks anfører: - Er næsten blottet for attitude

16x9
28-årige Stine Jørgensen er anfører på det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Stine Jørgensen er en 'fantastisk' håndboldspiller, men hendes personlighed passer ikke til rollen som anfører, mener ekspert.

- Jeg er i tvivl, om Stine Jørgensen er den rigtige anfører.

Sådan sagde TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen om Danmarks 28-årige playmakerprofil i EM-studiet for nylig.

Stine Jørgensen har haft problemer med en skade op til årets slutrunde, og hun har derfor fået begrænset spilletid. Men det er hverken præstationerne under EM eller Jørgensens håndboldkvaliteter i det hele taget, der får eksperten til at betvivle hendes evner som leder.

- For mig handler det om, at anføreren er en type, der er i stand til at hive sine holdkammerater op, og som stiller krav til dem. Jeg synes ikke, jeg ser nogen af delene fra Stine, forklarer Trine Nielsen.

- Hun skal være den, der tegner landsholdets profil udadtil, men Stine er næsten blottet for attitude. I min verden kunne Stine vinde hele håndbolddanmark, hvis hun havde omfavnet sin position som en af landsholdets allerbedste spillere. Hvis hun havde forsøgt at udnytte den, tror jeg også, hun havde flyttet sig som menneske. 

Mangler at give noget

Det er både på og uden for banen, Stine Jørgensen mangler at træde i karakter som leder, lyder det. Trine Nielsen savner 'vildskab'.

- Hun råber ikke op, og hun er heller ikke den, der løber rundt og fylder noget på banen. Det synes jeg, en anfører skal. 

Også i mødet med pressen er den gal med attituden, mener eksperten.

- Medierne er et nødvendigt onde for hende. På det punkt gør hun, hvad hun skal og ikke mere. Jeg synes, hun mangler at give noget af sig selv. Der er vi jo forskellige som mennesker, og det har jeg fuld respekt for, men når Stine har det sådan, synes jeg ikke, hun er den rigtige anfører. Anførerrollen er mere vidtrækkende.

Samme tema har TV 2 SPORTs håndboldredaktør, Dan Philipsen, berørt i en kommentar.

- Stine Jørgensen bryder sig ikke om den del af sit arbejde. Jeg tror godt, at vi kan svinge det op til konstateringen, at Stine Jørgensen hader arbejdet med pressen. Hendes udtryk i interview, svar og mimik siger det hele, skriver han blandt andet.

DHF: Vi vil evaluere

På bagkant af den omtalte kommentar fortæller sportschefen i Dansk Håndbold Forbund, at man vil evaluere lige netop fremtoningen og dermed også opfattelsen af landsholdspillerne. 

- Vi er selvfølgelig kede af det, hvis det her er den generelle oplevelse blandt danskerne (at landsholdet er gråt, red.). Vi ønsker at være et hold, der både vinder og er elskede. Vi vil gerne skabe oplevelser og binde danskerne sammen, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT og tilføjer: 

- Jeg synes, vi har nogle spillere, der har meget på sinde og har en stor entusiasme. Vi skal evaluere på, om vi er gode nok til at få den del ud til befolkningen, eller om det kun er os, der er tæt på holdet, der oplever det.

Et tungt ansvar

Ifølge Trine Nielsen har andre danske spillere mere af den attitude, der kendetegner en anfører. Men hvem af dem, der udmærker sig uden for banen, har hun ikke tilstrækkeligt indblik til at bedømme.

- Det er svært at vurdere, nu jeg ikke er i inderkredsen, men jeg kunne godt tænke mig én, der har noget power på banen. Det kunne være Sandra Toft eller Anne Mette Hansen. Jeg er i tvivl, om Anne Mette Hansen er klar til det, men jeg synes, hun har et ledergen på banen, forklarer hun.

- Med tid kunne det også være Kristina Jørgensen, men lige nu og her har jeg svært ved at sige det. Jeg savner generelt én, der fylder lidt mere. 

Hvis man skal tro eksperten, er der ikke udsigt til, Stine Jørgensen ændrer måden, hvorpå hun agerer som landsholdsanfører. Dertil er der tale om valg, der er for grundlæggende personlige. 

- Jeg tror, det handler om menneskelige egenskaber og prioriteringer, og dem skal hun have lov at have, siger Trine Nielsen, der mener, det kan gavne Jørgensen at blive frataget lederrollen.

- Det kan være, det ville gøre Stine til en endnu bedre håndboldspiller, hvis hun ikke skulle tegne landsholdet udadtil. Så kunne hun bare koncentrere sig om at spille håndbold, og hvis det bare er det, hun vil, skal hun jo ikke være anfører. 

Stine Jørgensen har ikke ønsket at stille op til et interview.