- Jeg er bare mega glad, siger lettet Helle Thomsen

De hollandske spillere var slidte op til opgøret mod Rumænien, og derfor er Helle Thomsen ekstra glad for sejren.

Der var problemer for Holland før bronzekampen ved EM. Skader tvang Helle Thomsen til at indkalde en ekstra spiller i sidste time. 

Derfor varmede sejren over Rumænien meget.

- Jeg har det bare super godt. Det har eddermame været en hård kamp. Spillerne er helt smadrede, og jeg er bare mega glad for, at vi står med bronzemedaljerne, siger Thomsen til TV 2 SPORT.

Holland kom langt foran fra kampens start, men hen mod slutningen satte trætheden ind, og så opstod der pludselig spænding om resultatet.

Nåede du at blive nervøs i anden halvleg?

- Ja, det gjorde jeg mange gange. Jeg var ikke sådan, at jeg følte, den var sikker, fordi vi var foran med mange mål. Vi gik kolde, og Rumænien steppede op, lyder svaret.

Selvom Holland ikke formåede at leve op til EM-sølvmedaljerne fra 2016, var der ingen skuffelse at spore hos den danske landstræner.

Er du tilfreds?

- Ja, helt vildt. Vi vidste, det ville blive et svært mesterskab for os. Vi havde en slidt trup til sidst, men jeg synes, det her viser alt om, hvordan spillerne er. De stopper aldrig. Selvom de er halvdøde til sidst, fortsætter de, siger Helle Thomsen, der tilføjer:

- Nu bliver det en rigtig god jul og en god aften.

Med sejren på 24-20 over Rumænien vandt Holland bronze ved EM. Ikke siden 2014 er det hollandske landshold rejst hjem fra en slutrunde uden medalje.