- Jeg er bogstaveligt talt i smerte, siger verdens bedste

16x9
Den rumænske stjerne Cristina Neagu er mærket af den skade, hun pådrog sig i kampen mod Ungarn. Foto: Sebastien Bozon / Ritzau Scanpix

Cristina Neagu er stolt af de rumænske spillere, selvom det ikke lykkedes dem at tage medaljer ved EM.

Verdens bedste håndboldspiller var ikke med i bronzekampen ved EM, men hun tiltrak sig alligevel opmærksomhed. 

Tv-kameraerne fangede nemlig Cristina Neagu, der så til fra lægterne, da hendes rumænske landsholdskolleger tabte 20-24 til Holland. 

- Jeg er trist, men jeg er stadig stolt af spillerne, for jeg ved, de kæmpede, siger stjernen, der tilføjer:

- Det var ikke nemt for dem at spille uden mig. 

Neagu beskadigede sit korsbånd i Rumæniens sidste mellemrundekamp, og hun var derfor hverken med i semifinalen eller medaljeopgøret mod hollænderne. Søndag havde den rumænske stjerne stadig ondt i knæet.

- Jeg er i smerte, bogstaveligt talt. Nu skal jeg hjem og finde et sted, hvor jeg kan blive opereret. Og så skal jeg starte forfra.

- Jeg er ret sikker på, at jeg er den samme spiller, som alle kender, fra september næste år, fortæller hun.

Et problem, der skal løses

Skader som Neagus har vakt en del kritik af det hårde kampprogram under slutrunden.

Rumæniens spanske landstræner, Ambros Martin, såvel som de danske kolleger Kim Rasmussen og Helle Thomsen har meldt sig i koret, som nu får tilslutning af Cristina Neagu.

- Det har været en hård turnering, så alle er virkelig trætte. Jeg synes, EHF (det europæiske håndboldforbund, red.) burde ændre programmet og tænke på, hvordan de gør det bedre for spillerne. Det er ikke normalt, at vi er så trætte i midten af sæsonen, forklarer hun.

- Det betyder, at der kommer skader. Det handler ikke kun om mig. Jeg ved, at andre spillere har fået problemer med deres korsbånd ved EM, så det er et problem, der skal løses for fremtiden. Forhåbentlig vil cheferne fra EHF og IHF (det internationale håndboldforbund, red.) tage sig af det.  

Energi og ånd

Cristina Neagu er de seneste to år blevet kåret som verdens bedste af IHF, men det er ikke kun hendes håndboldmæssige kvaliteter, der gør hende værdifuld for holdet.

Selv udpegede den rumænske stjerne to årsager til, at hun valgte at blive i landsholdslejren, efter hun pådrog sig en skade, der gjorde hende ukampdygtig.

- Først og fremmest fordi jeg har spillet med holdet og ydet et hårdt arbejde i løbet af turneringen.

- Den anden grund er, at jeg tænkte, det var vigtigt for holdet, at jeg er der for at støtte dem. Det handler ikke kun om mål, men også om den energi og ånd jeg bringer til holdet. Den ville jeg gerne bevare, selvom jeg ikke selv kunne spille, fortæller Neagu.