Kort før bronzekampen blev Helle Thomsen og co. sendt ind i 'en fryser'

Optakten til Hollands EM-bronzekamp mod Rumænien blev ikke helt, som den plejer.

Hollands og Rumæniens håndboldkvinder skulle til at varme op til bronzekampen ved EM, men ikke alt var, som det plejede.

- Kort før fik vi at vide, at vi ikke havde hallen, så vi gik ind i en fryser sammen med Rumænien og varmede op.

Sådan lød ordene fra Hollands landstræner, Helle Thomsen, kort før kampen. Hun slog fast, at det var det samme for begge hold, og at det derfor ikke ville få betydning.

I optakten til kampen måtte hun dog skynde sig ned i omklædningsrummet til spillerne for at bede dem tage ekstra tøj på, fordi der altså var koldt i den træningshal, de blev henvist til.

Som en bunker

Der var nemlig et orkester i gang inde på halgulvet i AccorHotels Arena i Paris, hvor kampen skulle spilles.

- Det var ikke engang en hal. Det var som en bunker eller sådan noget. Men det var okay. Vi var bare lidt overraskede, siger Estavana Polman til TV 2 SPORT.

- Der var vist en koncert eller noget. Men vi spillede for en bronzemedalje, så vi var bare nødt til at være fokuserede. Selvfølgelig ville vi gerne have varmet op til atmosfæren fra publikum. Men det gjorde ikke den store forskel i sidste ende, siger Hollands målvogter Tess Wester.

Om de hollandske spillere havde fået mere tøj på eller var bedre til at håndtere kulden, melder historien ikke noget om, men faktum er, at de spillede en rigtig stærk første halvleg og førte med 15-8 ved pausen.

Ikke fair over for spillerne

Rumænien kom bedre med i anden halvleg, men gjorde aldrig bronzekampen alvorligt spændende. Holland vandt med 24-20 og sikrede sig medaljer for fjerde mesterskab i træk.

Helle Thomsen var dog alt andet end imponeret over arrangørerne.

Helle Thomsen omfavner Maura Visser, der spillede sin sidste landskamp.
Helle Thomsen omfavner Maura Visser, der spillede sin sidste landskamp. Foto: Franck Fife / Ritzau Scanpix

- Det siger igen bare alt om det her. Vi kommer ud i hallen og får at vide, at vi ikke har hallen til at varme op. Så går vi ind i en træningshal sammen med rumænerne, og så er der koldt derinde, og der er ingen musik, siger hun til TV 2 SPORT.

- Jeg tænker bare: Man spiller en bronzekamp, og det er sådan nogle forhold, man skal udsætte spillerne for. Man bliver nødt til at gå ind og sige, at de skal huske at tage ekstra tøj på, fordi der er lidt koldt. Jeg synes ikke, det er fair over for spillerne eller os. At man ikke vidste det på forhånd, synes jeg næsten, er endnu værre.

Hun kunne dog glæde sig over bronzemedaljerne. Det er det tredje sæt medaljer, hun har været med til at sikre hollænderne, siden hun tiltrådte kort før EM i 2016.

- Vi vidste, det ville blive et svært mesterskab for os. Vi havde en slidt trup til sidst, men jeg synes, det her viser alt om, hvordan spillerne er. De stopper aldrig. Selvom de er halvdøde til sidst, fortsætter de, sagde Helle Thomsen.

Henvisningen til 'fryseren' i AccorHotels Arena har ikke været det eneste irritationsmoment for Helle Thomsen under EM i Frankrig.

Hård kritik af EHF

Holland spillede sig knusende sikkert i mellemrunden med tre sejre i tre kampe, men i mellemrunden lå programmet så sådan, at de skulle spille tre kampe på fire dage.

- Det har i hvert fald ikke været en fordel for os at blive etter. Vi ender i et program med tre kampe på fire dage, og det gør de andre hold ikke. Det synes jeg ikke, er fair. I forhold til skader synes jeg sgu, det er et hårdt program, sagde hun inden mellemrunden.

Netop skader fik hende senere i turneringen til at kritisere det europæiske håndboldforbund, EHF.

Rumæniens største stjerne, Cristina Neagu, pådrog sig en alvorlig knæskade i den sidste mellemrundekamp. Her spillede rumænerne de sidste to mellemrundekampe på to dage.

- Jeg kan ikke præcis sige, at det er fordi, hun også spillede i går, men jeg ved, at Neagu var helt smadret efter kampen. Hun var træt, og det tror jeg, de fleste spillere er på det her tidspunkt. Når man så spiller to kampe efter hinanden, er risikoen bare større. Det var jo bare et spørgsmål om tid, før der kom nogle skader, siger Helle Thomsen.

Efter hollændernes sidste mellemrundekamp, hvor de med en sejr over Tyskland sikrede sig en plads i semifinalerne, huede programmet heller ikke ligefrem den 48-årige nordjyde.

- Jeg synes, det er under al kritik, hvordan det her program er sat sammen. Det gælder også de næste dage. Nu har vi spillet tre kampe på fire dage. Vi skal rejse torsdag klokken 9. Vi skal rejse i fire, fem timer. Vi har en kamp dagen efter. Jeg synes ikke, det her er rimeligt, men sådan er livet. Vi tager det dag for dag.