Helle Thomsen trøstede EM's bedste spiller: - Det gør ondt at tabe en finale

Anna Vyakhireva havde svært ved at styre følelserne efter nederlaget til Frankrig, men fandt overskud til at tale med medierne.

Skuffelsen over EM-sølvmedaljen lyste ud af øjnene på Anna Vyakhireva.

Russeren, som inden finalenederlaget til Frankrig officielt var blevet kåret til turneringens mest værdifulde spiller, MVP, havde ikke den største lyst til at give interviews til udenlandske medier.

Men Hollands danske landstræner, Helle Thomsen, befandt sig også i det såkaldte mixed zone efter finalen, og efter en kort samtale med Vyakhireva, var russeren klar til svare på spørgsmål.

Du stod ude bagved sammen med Vyakhireva og sagde, at dansk tv er okay, men hun havde brug for en trøstende hånd. Hvad sagde du til hende?

- Ja, hun var selvfølgelig ked af, hun tabte finalen, og det er okay, man har lidt følelser, og man står med tårer i øjnene, for det gør selvfølgelig ondt at tabe i en finale. Men hun har spillet rigtig godt, så det var godt, hun gik på tv, lyder det fra Helle Thomsen, som mener, at det ikke kun er ved EM, at den 23-årige russer har vist sine store kvaliteter.

- Hun har spillet helt fantastisk. Det er ikke bare i den her turnering. Hun spiller også godt hjemme i klubben, så hun er en fantastisk spiller.

Kan ikke glæde sig over sølv

Anna Vyakhireva sluttede som nummer fire på topscorerlisten ved EM med 43 mål, men det betød intet for hende, i minutterne efter finalen var blevet tabt.

- Jeg kan ikke tabe. Jeg kan ikke acceptere det på nogen måde. Jeg er virkelig glad på Frankrigs vegne, men det er trist for os, og sådan er sport. Næste gang vil vi være stærkere.

- Jeg synes, at vi var svagere i dag (søndag, red.). Vi spillede ikke op til vores normale niveau. Vi spillede dårligt. De var følelsesmæssigt bedre forberedte end os.

Du er MVP, og I har vundet sølv. Tror du, at du vil blive glad for dette om en måned?

- Nej. Jeg vil blive glad, hvis vi vandt, men lige nu kan jeg ikke rigtig.

Det er anden gang, at Rusland er i en EM-finale. Første gang var i 2006 mod Norge, hvor russerne tabte med tre mål. Samme målforskel tabte de også årets finale til Frankrig med, da den sluttede 24-21.