Camilla Dalby indstiller karrieren

16x9
Camilla Dalby stopper med at spille håndbold efter denne sæson. Foto: Richard Sylvestersen / Scanpix Denmark

Den tidligere landsholdsspiller Camilla Dalby gør klar til at lade sig pensionere som håndboldspiller.

For Randersspilleren Camilla Dalby er en drøm gået i opfyldelse. Hun stopper karrieren som håndboldspiller i den klub, hvor det hele begyndte.

Efter i alt 11 sæsoner i den kongeblå trøje og en toårig afstikker til Buducnost indstiller Camilla Dalby karrieren efter denne sæson. Det fortæller hun i en pressemeddelelse.

- Jeg har altid ladet min mavefornemmelse råde mig igennem mine valg i livet. Og den fortæller mig, at det er det rigtige tidspunkt at stoppe i Randers HK efter denne sæson. Jeg er stolt over min tid i klubben og beæret og ydmyg over alt det, som klubben har givet mig. Jeg har spillet sammen med en masse dygtige og fantastiske spillere, som alle har haft en stor indflydelse på min karriere, siger Camilla Dalby.

- Det har altid været en drøm at slutte min karriere hvor det hele startede, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får den mulighed. Derfor skal det sidste halve år, også bruges til at slutte bedst muligt af. For holdets vedkommende vil vi gøre alt for at gribe muligheden for at nå slutspillet. Rent personligt vil jeg gerne efterlade det bedste mulige aftryk. 

I denne sæson har Camilla Dalby, der blev mor i foråret 2018, spillet 14 kampe for Randers HK. Hun har scoret 47 mål på 114 forsøg og lagt op til 17 af holdkammeraternes scoringer. I stillingen ligger Randers nummer 11 med 8 point. 

30-årige Camilla Dalby nåede at spille 108 landskampe fra 2007 til 2016. I alt scorede hun 303 mål i nationaldragten, som hun også fik lov til at trække i ved både OL, VM og EM.

Camilla Dalby var med til OL 2012.
Camilla Dalby var med til OL 2012. Foto: Javier Soriano / Scanpix Denmark

Højrebacken Camilla Dalby er den anden bagspiller fra OL-holdet i 2012, der stopper efter denne sæson. I december fortalte Trine Troelsen, at hun også stopper i sommeren 2019. Ligesom Dalby er Troelsen også blevet mor i løbet af det seneste år.