Markussen er tæt på at være 100 procent klar til VM-premieren

16x9
Nikolaj Markussen fik enkelte hvil på bænken, ellers deltog han i hele træningen. Foto: TV 2 SPORT

Det ser efter onsdagens træning ud til, at Nikolaj Markussen er klar til at spille med i VM-kampen mod Chile.

De danske håndboldherrer pudsede onsdag formen af for sidste gang inden torsdagens VM-premiere mod Chile.

Og der var godt nyt til de danske håndboldfans ved træningen i Royal Arena i København.

Nikolaj Markussen var nemlig med fra start til slut, og det så ikke ud til, at den høje bagspiller fra Bjerringbro-Silkeborg havde problemer med foden. 

- Det er gået hurtigt fremad, heldigvis. Men det er nok også første dag, jeg kunne få skoen ordentligt på. Der har været lidt hævelse, som stadig driller. Jeg føler, jeg er ved at være klar til at bidrage, siger Markussen til TV 2 SPORT.

- Jeg er nok ikke 100 procent, men der skal meget til, før man ikke spiller pt.

Toft stadig ude

Det var første gang, at Markussen for alvor testede foden, siden han blev skadet i søndagens testkamp mod Ungarn.

Markussen gik fint med i spillet og leverede nogle flotte oplæg til scoringer. Men generelt holdt han sig tilbage med de normalt så velkendte skud fra distancen.

Ud over Markussen deltog næsten alle i onsdagens træning.

Den eneste spiller, som ikke trænede med, var stregspilleren Henrik Toft Hansen. Han klagede på et tidspunkt over lidt smerter i lysken, da han blev testet skånsomt af holdets fysioterapeut.

Det er dog ambitionen, at Henrik Toft Hansen kan blive klar, så han kan træde ind i VM-turneringen på et senere tidspunkt.

Status ifølge landstræneren 

På onsdagens pressemøde gav landstræner Nikolaj Jacobsen følgende status over Danmarks VM-trup: 

- Hans Lindberg har trænet fuldt med de sidste to dage. Han er fit for fight.

- Nikolaj Markussen har været med i hele træningen i dag. Han har ikke nogen problemer længere.

- Så er der selvfølgelig Henrik, som stadig døjer med lysken. Og så er der alle de små ting – dem bliver der flere af i løbet af en turnering. Det lever vi med.

Danmarks kamp mod Chile spilles i Royal Arena torsdag klokken 20.15. Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.