Utilfreds landstræner forstår ikke 'mærkelig' begrænsning

16x9
Nikolaj Jacobsen til et pressemøde forud for VM i håndbold Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når Nikolaj Jacobsen skal sætte holdkortet til den første VM-kamp, er der en række begrænsninger, han skal tænke over.

28 spillere. 

Det er alt, hvad landstræner Nikolaj Jacobsen har at vælge mellem, når han senest torsdag skal sætte navn på de maksimalt 16 spillere, der kan udtages til premierekampen mod Chile ved VM på hjemmebane. 

Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke har frit valg på alle hylder

Nikolaj Jacobsen

Men reglerne om, at en bruttotrup maksimalt må være på 28 spillere, er ikke noget, som landstræneren er begejstret for. 

- Jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at det skal være så begrænset. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke har frit valg på alle hylder, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT. 

Bruttotruppen blev udtaget i starten af december, og herefter har han kun haft de spillere til rådighed. Så da Niklas Kirkeløkke blev skadet, betød det samtidig, at Nikolaj Jacobsen nu kun havde to spillere til rådighed, som har høje back som deres primære position. 

- Jeg forstår ikke det med de 28 spillere, og jeg har aldrig forstået det. Du udtager en trup, hvor der reelt set burde være frit valg. Hvorfor er der nogen, der skal fravælges? Jeg synes, 28 er alt for lidt, siger landstræneren. 

Skader tvinger landstræneren til at tænke taktisk inden start

Når VM omsider er i gang, og den første kamptrup er udtaget, skal Nikolaj Jacobsen pludselig til at forholde sig til nogle helt andre begrænsninger. 

Reglerne siger nemlig, at en landstræner maksimalt må foretage tre udskiftninger på holdet i løbet af hele slutrunden, og det betyder, at han allerede nu skal tænke taktisk, da flere spillere har kæmpet med skader den seneste uges tid. 

- Jeg kan ikke kun tænke en kamp ad frem, så hvis nu Hans (Lindberg, red.) havde været tvivlsom til Chile-kampen, så kunne det være, at jeg kun havde skrevet 15 mand på.

- Sådan er det også, hvis Markussen (Nikolaj, red.) er tvivlsom. Selvfølgelig er vi nødt til at tænke taktisk, når vi ikke kan skifte hver eller hver anden kamp, siger den danske landstræner videre. 

Ved VM er Danmark havnet i gruppe med Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi Arabien.