Dansk debutant kalder sit lange skæg "det mindst gennemtænkte"

Nikolaj Jacobsens datter havde indflydelse på den ene af to gange, hvor Nikolaj Øris fjernede sit lange skæg.

Selvom det er første gang, at Nikolaj Øris deltager ved en håndboldslutrunde, skiller han sig ud fra mængden. I hvert fald på udseendet.

For det er svært ikke at lægge mærke til det store skæg, som Bjerringbro-Silkeborg-spilleren render rundt med.

Han har altid været meget fascineret af folk med skæg, men han lod for alvor først sit eget gro efter nogle drillerier.

- Det startede for mange år siden, at jeg ikke var så god til at få mig barberet. Så blev det faktisk en trodsreaktion på mange, der synes, det så sjusket ud og sagde, jeg skulle barbere mig.

- Så valgte jeg at sige, det kunne være meget sjovt at lade det vokse. Nu har jeg haft det et par gange, og jeg gør det egentlig, fordi jeg kan godt lide den gimmick at se anderledes ud, end andre gør, siger han til TV 2 SPORT.

Harpiks i skægget

Det er dog ikke altid, det er en god kombination med det lange skæg for Øris. Havregrynen sidder til tider fast, ligesom morgenkysset med kæresten kan blive forhindret, hvis skægget ikke er blevet studset.

Lige i sekundet, hvor skægstubbene bliver rykket ud, bliver man lidt arrig

Nikolaj Øris

Det værste er på håndboldbanen, hvor harpiks gør det til en til tider smertefuld oplevelse. 

- Det er nok også det mindst gennemtænkte ved at have langt skæg. Det får lidt en hård behandling en gang imellem. Men jeg har lagt mærke til, at det næsten irriterer modstanderen mere, end det irriterer mig, når de lige får en hånd op i skægget, for så står de og kigger ned i håndfladen og skal fjerne skæg, siger han med et smil.

Bliver du tacklet i skægget?

-Tackling er faktisk ikke det værste. Det er mere, når man slås med en stregspiller, og han sætter en høj screening med en harpiksklat i hænderne. Så kan det godt trække lidt i hårene.

Bliver man så sur?

- Jeg vil ikke sige sur, for det er lidt selvforskyldt. Lige i sekundet, hvor skægstubbene bliver rykket ud, bliver man lidt arrig.

Fjernet efter væddemål

Det er dog sket to gange, at Øris har fjernet sit lange skæg. Begge gange var det en del af et væddemål.

Første gang var da den nuværende danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, var assistenttræner i Bjerringbro-Silkeborg.

Jacobsens datter Sille Jacobsen havde set Øris' skæg og brød sig ikke om det. Derfor lavede de en aftale om, at han ville barbere det væk, hvis hendes håndboldhold vandt DM.

Anden gang var i sæsonen 2015/16. Øris havde lavet et væddemål med BSV-fans om at fjerne skægget, når holdet vandt klubbens først DM.

Siden da har Øris ladet skægget gro, og der er ikke planer om væddemål, der skal fjerne skægget. Heller ikke hvis Danmark skulle gå hele vejen og vinde VM for første gang.

- Nej, det regner jeg ikke med. Nu lader jeg det stå lidt og lader ikke væddemål afgøre, om jeg skal have langt eller kort skæg.

Førstevalg på landsholdet

På det sportslige plan er Nikolaj Øris udtænkt en stor rolle ved VM.

Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, fortalte onsdag, at BSV-spilleren er førstevalg på højre back, efter Kirkeløkke måtte misse slutrunden med en skade.

- Jeg håber og tror, Nikolaj får en rigtig stor rolle. Det er han tiltænkt. Specielt nu hvor Kirkeløkke desværre ikke er med. Lige nu er Nikolaj førstevalget på højre back, og jeg tror, at hvis vi skal have en rigtig god turnering, så skal Nikolaj også spille en god turnering, siger Jacobsen.

Danmark møder Chile torsdag klokken 20.15. Kampen kan ses på TV 2.