Kun én nationalmelodi bliver spillet før åbningskampen ved VM

16x9
Tyskland ses her synge med den tyske nationalsang 'Lied der Deutschen'. Foto: Antonio Bronic / Ritzau Scanpix

Der vil ikke spilles en nationalmelodi for de koreanske spillere ved VM.

'Lied der Deutschen' kommer til at brage ud i Mercedes-Benz Arena i Berlin torsdag aften, når Tyskland spiller åbningskamp ved VM.

Men den tyske nationalmelodi er den eneste, der vil blive spillet forud for opgøret.

For modstanderen, Korea, stiller for første gang ved en håndboldslutrunde op under ét flag. Det vil sige, at det hverken bliver Syd- eller Nordkoreas nationalmelodi, som vil blive spillet under VM.

I stedet bliver det den koreanske folkesang 'Arirang', som kommer ud af højtalerne i hallen. Det skriver den tyske avis Die Welt.

'Arirang' har allerede erstattet de koreanske nationalmelodier ved flere anledninger. Blandt andet blev den spillet under Vinter-OL i, da Korea for første gang deltog under ét flag til en sportsbegivenhed.

- Det er den uofficielle nationalmelodi, fordi den afspejler Koreas undertrykkelse, da landet var under japansk overherredømme, siger den pensionerede ishockeyspiller Martin Hyun, som repræsenterer det koreanske samfund i Tyskland. 

Et samlet Korea til VM-slutrunden var et initiativ fra det internationale håndboldforbund, IHF. Det betyder, at Korea skal have fire nordkoreanske spillere i truppen. Det afspejler sig i reglerne, hvor landet ekstraordinært har fået lov til at have de fire ekstra spillere med i bruttotruppen og på bænken.

- Vores ultimative mål er ikke resultaterne på banen, men at vise vores unikke holdånd til hele verden. Vores mål vil være at røre håndboldfans og tillade, at håndbolden viser verden den fredsfyldte besked fra Korea, siger John Yoon, der har ansvaret for det koreanske håndboldforbunds udenlandske aktiviteter.

Tyskland og Korea mødes torsdag klokken 18.15 og kan ses på TV 2 SPORT.