Sjældent har puslespillet været så udfordrende og problematisk

16x9
Danmarks assistenttræner Henrik Kronborg (tv) og cheftræner Nikolaj Jacobsen under træningen forud for VM. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Julen er knap overstået. Hvem har ikke – i hvert fald over flere jule – glædet sig, set frem til at åbne endnu en pakke med forhåbningen om, at den indeholdt det helt store ønske: Legoklodserne og det tårn, som inden længe skal blive det monument, der – både pryder ens værelse og – ikke mindst signalerer, ja, I gjorde det svært, men jeg endte med at finde netop de helt afgørende brikker, der fik tårnet – 10 tinder højt - til at stå med en fasthed og pragt som ingensinde tidligere.

Og ja, der var både sgu og for fanden undervejs, men det er glemt nu, hvor stoltheden er min eneste følelse.

Hansen og Lauge er i deres bedste format absolut verdensklasse

Bent Nyegaard

Den vej, den smerte, den jubel, den nedtur, de lykkestunder er det, Danmarks trænerduo Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg skal igennem, inden de om en 14 dages tid ved, om tårnet står med den fasthed og den pragt, som med statsgaranti har været deres drøm de sidste mange måneder.

Sjældent har puslespillet været så udfordrende, så problematisk, som forud for det 26. verdensmesterskab afholdt i IHF-regi, og som fløjtes i gang om ganske få timer.

Hele håndboldverdenen – jeg selv inklusive – taler om Landin & Co’s formidable lodtrækning. At tænke sig en vej mod VM-semifinalen uden at skulle hilse på Dika Mem, Uwe Gensheimer, Alex Dusjebaev, Domagoj Duvnjak er jo et lykketræf, som kun forekommer, når der – eventuelt - måtte være to mandage i en uge.

Problemet er bare, at Mikkel Hansen og hans legekammerater stirrer direkte ind i konfrontationer mod Sverige – EM-sølvvinder 2018 i Kroatien – Norge – VM-sølvvinder 2017 i Frankrig - og Ungarn, som jeg egentlig har taget ud af min ligning, men som på den forkerte dag kan være en ganske ubehagelig størrelse.

For folk med styr på korttidshukommelsen vil yderligere forklaring være unødvendig.

Som om det ikke var nok, så forsvandt – med Niclas Kirkeløkkes farvel – den stabiliserende faktor, der endelig så ud til at have styrket den højrebackposition, der har været så problematisk gennem de sidste mange år.

Endelig havde Nikolaj Jacobsen fundet den tovejsspiller, der kunne give både defensiv og offensiv kvalitet – og ikke mindst ro!

Men nej. Ikke for første gang – og slet ikke for sidste – kniber det med at finde de klodser, der bringer én videre i det, der – med mellemrum – minder om en labyrint.

Flere klodser volder alvorlige problemer. Forsvarets hjørnesten – Rene Toft Hansen – mangler stadig kamptræning, når der for alvor står international udfordring på spisesedlen. Brormand Henrik døjer med en længerevarende skade, og pludselig hænger en hel del defensiv organisation på et par Flensburg-drenge – Zachariassen og Hald – der – bevares - har gjort det godt i den ubesejrede bundesligaklub tættest på den dansk-tyske grænse.

Henrik Møllgaard, der før denne sæson har plantet sine fødder i solid nordjysk muld, er defensivens helt store omdrejningspunkt, og spørgsmålet er, kan Jacobsen og Kronborg finde de minutter og perioder, hvor duoerne Møllgaard/Toft Hansen, Møllgaard/Zachariassen, Møllgaard/Hald går bedst i spænd og sikrer, at danskens tårn ikke svajer og truer med et fald.

Og som om det ikke var nok, skal der også tænkes tanker i forhold til, hvordan pokker klodserne hænger sammen – ikke bare i det danske forsvars midte - men så sandelig også en tak til både højre og venstre.

Sådan er det, når Riget besidder masser af offensive kvaliteter og knapt så mange defensive ditto.

Det set i sammenhæng med, at vore modstandere på vej mod semifinalen – læs Sverige og Norge – er så kyniske, og jeg havde ikke forventet andet – at de vil fare frem og forsøge at straffe Danmarks flotte angreb vel vidende, at hjemmeholdet har brug for lidt ekstra tid for at være klar til en kvalitativ defensiv modtagelse.

Var dette et indblik i defensive danske kvaler, er der også rigelig at tage sig til, når det gælder om at få klodserne sat sammen i målscoringens øjemed.

Hansen og Lauge er i deres bedste format absolut verdensklasse. Markussen har kompetencer som få. Olsen er – når han er i sit es – spilleren, der kan løse alt. Mensah har gennemgået en udvikling, der gør, at han kan være dén afgørende spiller på allerhøjeste plan.

Med andre ord: Kompetencerne står i kø, og puslespillet – klodsernes evne til skabe den sammenhængskraft, der får tårnets fundament til at være urokkeligt – er netop at sikre, at kompetencerne bringes i spil, når de har deres største nytteværdi.

”Keine Hexerei, nur Behändigkeit” må være et passende udsagn, når og hvis de mange klodser finder hinanden og kan konstatere, at netop de passer sammen.

Ikke mindst fordi den danske nationaltræner behersker det tyske sprog, men også lyder kælenavnet ”Zaubermauss”.

Mange ord er sagt om vort landsholds perfekte alder og erfaring. Ingen tvivl om, at de bliver afgørende faktorer, men jeg hælder mod, at erfaringen udenfor de 40 x 20 meter kan blive dén afgørende faktor.

Jeg taler om særdeles begavede og dygtige trænere, men når jeg lægger det hele sammen, er der ingen, der overgår den danske duo i hverken erfaring endsige opnåede trofæer.

Det skriver jeg i yderste respekt for Frankrigs Didier Dinart, Spaniens Jordi Ribera, Sveriges Kristjan Andresson.

Det er nemlig de tre nationer, jeg vurderer, der kan udfordre Rasmus Lauge og hans følge i jagten på VM-trofæet.

Jeg går selvfølgelig linen ud. Semifinalerne bliver et opgør mellem Danmark/Spanien og Frankrig/Sverige

Frankrig spiller finale mod Danmark.

Frankrig vinder guld. Danmark klæder sig i sølv, mens Spanien må et par trin ned i forhold til EM i Kroatien.

Måtte ovennævnte stå til troende, vil Jacobsens og Kronborgs tårn stå med en fasthed og pragt som ingensinde tidligere.

I modsat fald kan det én gang så prægtige tårn ende som et faldefærdigt korthus.