VM-nation må skifte ubegrænset ud og have flere spillere på holdkortet

16x9
Det koreanske landshold ses her træne dagen før begyndelsen på VM. Foto: Hayoung Jeon / Ritzau Scanpix

Det internationale håndboldforbund har givet Korea særlig tilladelse til at have flere spillere med for at fremme integrationen.

Tre udskiftninger.

Så mange må hvert land bruge i løbet af VM i herrehåndbold. Eller næsten alle.

For Korea har fået dispensation til ikke blot at skifte ud flere gange i turneringen. De har også lov til at have flere spillere siddende på bænken og have en større bruttotrup.

Det skyldes, at Korea for første gang er inviteret til at stille op som én nation. Det vil sige, at truppen både inkluderer syd- og nordkoreanske spillere.

- Vores ultimative mål er ikke resultaterne på banen, men at vise vores unikke holdånd til hele verden. Vores mål vil være at røre håndboldfans og tillade, at håndbolden viser verden den fredsfyldte besked fra Korea, siger John Yoon, der har ansvaret for det koreanske håndboldforbunds udenlandske aktiviteter.

Hovedparten af truppen består af sydkoreanere, men for at hjælpe integrationen har det internationale håndboldforbund, IHF, tilladt Korea at udtage fire spillere mere, så der kan blive plads til nordkoreanske spillere. Tiltaget bakkes op af den internationale olympiske komité.

Helt konkret betyder reglerne således for Korea:

  • 32 spillere i bruttotruppen (fire skal være fra Nordkorea)
  • 20 spillere på holdkortet til hver kamp (fire skal være fra Nordkorea)
  • Ubegrænsede udskiftninger under hele slutrunden

Sådan er reglerne for de resterende hold ved VM:

  • 28 spillere i bruttotruppen
  • 16 spillere på holdkortet
  • Tre udskiftninger under hele slutrunden

Korea kvalificerede sig til VM, da de vandt bronze ved de asiatiske mesterskaber.

Korea er kommet i gruppe A med de forsvarende verdensmestre, Frankrig, Tyskland, Rusland, Serbien og Brasilien.

I første kamp gælder det de tyske værter. Den kamp kan du se torsdag klokken 18.15 på TV 2 SPORT.