Syv danske landsholdsprofiler udvalgt til særlig gruppe

16x9
Syv profiler fra det danske landshold er udvalgt til en udviklingsgruppe. Foto: Loic Venance / Ritzau Scanpix

Der er nu sat navn på de danske spillere, der via en særlig indsats skal rustes til at præstere på højeste niveau.

Syv danske landsholdsprofiler er nu udvalgt til en særlig gruppe.

Det er Dansk Håndbold Forbund (DHF), Team Danmark og de danske ligaklubber, der står bag tiltaget, der har til formål at ruste de udvalgte til at 'præstere endnu bedre på allerøverste hylde'. Det skriver DHF i en pressemeddelelse

Projektet skal samtidig øge Danmarks chancer for at hente medaljer ved fremtidige slutrunder. 

- Jeg har store forhåbninger til, at det vil løfte flere af vores spillere endnu mere, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der har ansvaret for udviklingsgruppen med de syv etablerede landsholdsspillere.

I bestræbelserne på at indfri ambitionerne vil de syv fremover samarbejde intensivt med eksperter. Helt konkret betyder det, at landsholdsprofilerne ugentligt får vejledning om den fysiske træning samt adgang til psykologisk hjælp og ernæringsvejledning.

De udvalgte spillere er:

  • Sandra Toft (Team Esbjerg)
  • Line Jørgensen (Team Esbjerg)
  • Stine Jørgensen (Odense Håndbold)
  • Mie Højlund (Odense Håndbold)
  • Kathrine Heindahl (Odense Håndbold)
  • Stine Bodholt (Viborg HK)
  • Kristina Jørgensen (Viborg HK)

DHF oplyser videre, at arbejdet med de syv er påbegyndt.

Projektet har to ben

Den nye strategi blev lanceret i sensommeren sidste år, og i slutningen af november løftede DHF og Team Danmark sløret for det ene af to ben (det andet er beskrevet ovenfor).

Det går ud på at finde fremtidens landsholdsprofiler ved at fokusere på en udvalgt gruppe af spillere, der endnu ikke er etableret på Danmarks landshold, men som har potentialet.

Her blev disse syv navne udpeget:

  • Amalie Milling (København Håndbold)
  • Maria Lykkegaard (København Håndbold)
  • Emma Friis (Herning Ikast Håndbold)
  • Emilie Steffensen (Herning Ikast Håndbold)
  • Celine Lundbye Kristiansen (Aarhus United)
  • Lærke Christensen (TTH Holstebro)
  • Ida Marie Dahl (Viborg HK)

Der kan løbende skiftes ud i talentgruppen, alt efter hvordan spillerne udvikler sig individuelt. Ansvaret for gruppen ligger hos assisterende landstræner Lars Jørgensen.

- Samarbejdet er helt essentielt, da vi ved, at de enkelte spilleres udvikling er dynamisk, og vi skal derfor løbende skal tilpasse forløbet sammen med klubberne, forklarede han i november.