Eksperter udpeger tre tunesiske styrker før mødet med Danmark

16x9
Tunesien har flere styrker. Foto: Scanpix/TV 2 SPORT

Danmark er favorit inden den anden gruppekamp, men Tunesien skal slet ikke afskrives. Heller ikke efter et stort nederlag til Norge.

På papiret ser Danmarks anden gruppekamp ud til at være afgjort på forhånd.

Danmark vandt åbningskampen over Chile med 23 mål, mens Tunesien fredag tabte med 10 til Norge. Men ifølge to af TV 2 SPORTs håndboldeksperter skal Tunesien ingenlunde afskrives, heller ikke selvom Danmark har vundet alle de fire indbyrdes kampe i dette årti.

Her udpeger Claus Møller Jakobsen og Daniel Svensson tre tunestiske styrker, der er værd at notere inden Danmarks anden gruppekamp ved VM på hjemmebane.

1: Fysikken

Tunesien fik tre udvisninger løbet af det første kvarter mod Norge.

Claus Møller Jakobsen: - Et helt friskt tunesisk mandskab kan volde Danmark problemer. De spillede skidt i det sidste kvarter af kampen mod Norge, men ellers var de jo kun bagud med tre mål midt i anden halvleg. Det var et fint, tunesisk hold, der løb tør for kræfter.

- De prøver at finde dommernes linje i forhold til at spille til stregen. Fredag fik de tre hurtige udvisninger, hvorefter de tilpassede sig i resten af kampen.

Daniel Svensson: - Tuneserne har ingen onde hensigter, de kommer bare for sent i nogle af tacklingerne.

2: Stregspillet

Daniel Svensson skitserer styrkerne hos de tunesiske stregspillere.

Daniel Svensson: - De spiller stregspillet på to måder. Chouiref skaber mere rum til sine bagspillere, mens Jaballah står lidt mere fast og har nogle positioner, hvor de forsøger at finde ham i højden.

Claus Møller Jakobsen: - Jabbalah er kæmpestor. Han kan lægge sig i begge sider af banen, hvor danskerne kan få nok at se til. Det er oplagt for dem at lade ham tage den fysiske udfordring med nogle relativt små, danske fløje.

3: Bagspillerne

Claus Møller Jakobsen er imponeret over flere af Tunesiens bagspillere.

Claus Møller Jakobsen: - De er dygtige. Soussi spiller i Montpellier, hvor han har vundet Champions League. Han er virkelig dygtig. Sanai har jeg også været imponeret over. Han er et ubeskrevet blad, fordi alle snakker om Jallouz, men han er altså en farlig fætter.

Trods styrkerne placerer Daniel Svensson dog stadig den klare favoritværdighed hos Danmark.

- Jeg synes, Tunesien spillede en ukontrolleret og dårlig kamp mod Norge. De lavede mange fejl – både på trænerbænken og inde på banen. Der var kaste- og gribefejl og dumme afslutninger, og hvis de spiller på det niveau, så tror jeg ikke på, de kan drille Danmark.

Danmark – Tunesien begynder lørdag klokken 20.15. Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.