- Vi er ovenud lykkelige, siger Landin

Med sejren over Tunesien har Danmark fire point efter to kampe ved VM, og det vækker stor glæde i landsholdslejren.

Der var aldrig tvivl om udfaldet, da landsholdet mødte Tunesien ved VM.

Knap fem minutter var spillet, da måltavlen i Herning viste 5-0 i dansk favør, og der skulle gå mere end otte minutter før tuneserne scorede første gang.

Sejren på 36-22 betyder, at Danmark generobrer førstepladsen i slutrundens gruppe C i tæt konkurrence med Norge, der slog Saudi Arabien tidligere lørdag.

- Det er fantastisk at stå og kigge på. Vi står tæt, og det er fantastisk, at der er så mange mennesker. Uovertruffen stemning, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT om atmosfæren i Boxen.

- Mange ting fungerer godt. Vi starter rigtig stærkt ud og lægger et tryk på Tunesien fra start på Tunesien. Og det er selvfølgelig godt hjulpet af Niklas inde i målet, der har de frie redninger, der gør, at vi får en flyvende start.

Landin takker fansene

Selv var Niklas Landin, der blev kåret som kampens spiller, da heller ikke i tvivl om, at den danske drømmestart fik stor betydning for opgørets udfald.

- Vi får en fantastisk start, og jeg tror ikke, Tunesien følte, de kunne komme tilbage i den her kamp. De bliver nødt til at skifte hele deres foretrukne bagkæde ud i starten, fordi det overhovedet ikke fungerer for dem. Vi er ovenud lykkelige for at kunne starte på den måde og for at bevise, at første kamp ikke var en enlig svale, siger landsholdets førstevalg på målmandsposten, der ønsker at sende en tak til de danske fans.

- Det er en fantastisk kulisse at spille i. Det var det også i Royal Arena, men endnu en gang leverer tilskuerne på rigtig højt niveau. Vi vil gerne sige tak, og vi håber, de kommer igen.

Næste gang Danmark skal i aktion er mandag klokken 20.15. Her står værterne over for Saudi Arabien i Herning.