Svan og Jacobsen begræder skade: - Han har givet alt for holdet

Det var på ingen måde nemt for landstræneren at skifte Hans Lindberg ud af den danske VM-trup.

Hans Lindberg blev lørdag skiftet ud af Danmarks VM-trup.

Årsagen var en mindre skade, som han pådrog sig i åbningskampen mod Chile. Selvom beslutningen var så godt som uundgåelig for landstræneren, var det på ingen måde nemt for ham at fjerne Hans Lindberg fra listen over de 16 danskere, der kan spille ved slutrunden.

- Det rammer mig utroligt hårdt, at det går ud over Hans. Hvis der er nogen, der virkelig har givet alt for det her landshold, så det er ham. At det lige skal ramme ham i karrierens efterår, så han ikke kan være med til at få den her oplevelse, er virkelig hårdt, fortæller Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Også Danmarks næstmest erfarne fløjspiller begræder tabet af den 37-årige landsholdskollega.

- Jeg er utrolig ked af det på Hans' vegne. Den her slutrunde har vi glædet os til at skulle spille sammen meget længe, og det er noget, som vi har snakket om mange gange. Han har ikke fortjent, at det - i hvert fald i første omgang - slutter på den måde, siger Lasse Svan Hansen.

Begrænser Danmarks muligheder

Som erstatning for Hans Lindberg er BSV-fløjen Johan Hansen skiftet ind i den danske trup. Det betyder, at det danske landshold kun har to udskiftninger tilbage til resten af turneringen, og det bekymrer landstræneren.

- Jeg har det skidt med det, for det sætter begrænsninger for os i forhold til, hvornår vi kan tillade os at lave den næste udskiftning, fastslår Nikolaj Jacobsen, der påpeger, at Henrik Toft Hansen er i fuld gang med genoptræningen, mens Nikolaj Øris' kone er sat til at føde 25. januar.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen har landstræneren reelt kun en udskiftning tilbage at gøre med.

- Det er en alvorlig og ærgerlig udskiftning. Det stiller Nikolaj Jacobsen i en vanskelig situation, fordi han gerne vil skifte Henrik Toft Hansen ind i truppen senere, når han forhåbentlig bliver klar. Så tør han nok ikke bruge flere udskiftninger, for skulle der ske noget med en målmand, skal den sidste plads holdes åben, lyder hans vurdering.

Lindberg 'vildt irriteret'

Da Dansk Håndbold Forbund udsendte en pressemeddelelse om udskiftningen af Hans Lindberg lørdag formiddag, var Claus Møller Jakobsen efter eget udsagn chokeret.

- Vi er alle meget overraskede og undrer os over, hvilken situation det har været. Lindberg spillede kampen færdig, og der var ingen snak om Lindberg efter kampen, fortalte eksperten med henvisning til åbningskampen mod Chile. 

Før Danmarks sejr over Tunesien lørdag aften satte Hans Lindberg selv ord på situationen, der meget vel kan koste ham den videre deltagelse ved VM.

- Jeg har glædet mig afsindigt meget til den her slutrunde, så det er vildt irriterende, der sker sådan noget allerede i første kamp, lød det fra den erfarne fløjspiller, der ikke har sluppet håbet om igen at komme i aktion under slutrunden.

- Det er op til Nikolaj at vurdere, hvad han har brug for. Han ved, hvad jeg står for, og hvad jeg kan gøre. Lige nu koncentrerer jeg mig om at blive skaden kvit, og det hjælper fysioterapeuter og læger mig med. Samtidig giver jeg den gas i træningslokalet, og så må vi se.