Toptrænere og ekspert skoser 'farlig' svinestreg: - Hører ingen steder hjemme

Mohamed Abdulredha begik en grim tackling i VM-kampen mod Island, og det fik hans landstræner til at beklage efterfølgende.

Olafur Gudmundssons skrig var ikke til at tage fejl af.

Den islandske bagspiller bragede bolden i mål med 17 minutter tilbage af opgøret mod Bahrain, men øjeblikket efter vred han sig i smerte. I skudøjeblikket havde Mohamed Abdulredha strakt begge arme og ramt Gudmundsson hårdt i ansigtet. 

Kampens schweiziske dommerpar takserede tacklingen til et direkte rødt kort, men den afgørelse var TV 2 SPORTs håndboldekspert ikke enig i. Han efterlyste en hårdere straf.

- Det er en decideret svinestreg. Han kommer fra siden og går direkte efter hovedet på Olafur Gudmundsson. Dommerne er endda ude for at se video. Det hører ingen steder hjemme, og det burde have udløst et blåt kort, tordnede Peter Bruun Jørgensen.

Bahrains landstræner, Aron Kristjansson, der sidste år stod i spidsen for Aalborg Håndbold, var ikke sen til at beklage på sin spillers vegne efter kampen.

- Det er bare ikke i orden, fastslog Kristjansson, der i samme åndedrag afslørede, at han tidligere har løftet sin pegefinger over for Mohamed Abdulredha på grund af hans hårde spillestil.

- Jeg snakkede med spilleren inden turneringen, fordi der var to episoder i træningskampene, hvor han gik efter ansigtet. Jeg fortalte ham, at hvis han gør det, giver det rødt eller blåt kort, og det må ikke ske.

Det var bare et af to røde kort i kampen til Bahrain. I en timeout mod slutningen af kampen kunne man også høre Aron Kristjansson give sine spillere klar besked: "Ikke flere røde kort, okay?".

Islandsk trænerduel

Kampen mellem Island og Bahrain var samtidig et opgør mellem de to landsmænd Gudmundur Gudmundsson og Aron Kristjansson. Førstnævnte var mest af alt lettet over, at hans spiller og navnefælle Olafur Gudmundsson slap fra hændelsen uden mén.

- Det var meget uheldigt og farligt, og vi er heldige, at spilleren kan fortsætte, for han bliver ramt direkte i hovedet. Det er ikke godt, forklarede Islands landstræner, der har ualmindeligt stort kendskab til Bahrains landshold.

- Det var ikke den bedste oplevelse, må jeg sige. Men jeg har selv trænet det her hold, og nogle af spillerne har ikke så stor erfaring. Derfor laver de ind i mellem store fejl, men det må Aron arbejde med at få ud af holdet. For det skal ikke ske under en kamp.

Bahrains hårde tacklinger var imidlertid ikke nok til at bringe islændingene ud af fatning. Gudmundur Gudmundssons tropper scorede dobbelt så mange mål som ørkenstaten og vandt kampen 36-18.