Island videre ved VM efter dramatisk afslutning

Makedonien og Island mødtes torsdag aften i en direkte duel om den sidste plads i mellemrunden. En duel, som Island trak sig sejrsrigt ud af.

Dramatikken var på sit højeste, da Island torsdag aften spillede sig i mellemrunden ved VM - og sendte Makedonien ud. 

Foran en næsten fyldt Olympiahalle i München var det Island med en sejr på 24-22, der trak sig sejrsrigt ud af det direkte opgør om en plads i mellemrunden. 

Før kampen stod begge mandskaber noteret for fire point, og da hverken Japan eller Bahrain kunne nå videre avancement, var det altså vinderen, der ville gå videre, mens taberen kunne vinke farvel til årets slutrunde. En uafgjort ville sende Island videre på reglen om en bedre målscore. 

Allerede fra kampens indledning var opgørets vigtighed til at få øje på, hvor intensiteten i forsvaret var stor i begge ender.

Makedonerne valgte at spille syv mod seks i store dele af første halvleg, og da de samtidig havde svært ved at få bolden i nettet, havde det store konsekvenser i den anden ende, hvor Island scorede flere gange på tomt mål. 

Og det skal islændingene være glade for, da de havde ualmindeligt svært ved at få bolden ind bag Borko RIstovski i det makedonske mål, når de spillede seks mod seks i angrebet.

Kun 11 gange scorede Island i løbet af de første 30 minutter, og da Makedonien stod noteret for 13 mål, var det altså dem, der havde det bedste udgangspunkt forud for anden halvleg. 

Dramatikken fortsatte efter pausen, hvor Island ved hjælp af et solidt forsvar og omhyggeligt angrebsspil kæmpede sig helt tilbage i opgøret. Og få minutter efter udligningen kunne Arnar Freyr Arnarsson sende islændingene foran for første gang siden kampens første minut. 

I kampen mellem Makedonien og Island hopper Georgievski ind i feltet og brænder på Gustavsson og får efterfølgende målvogterens knæ i hovedet. Længe ligger han ned og ømmer sig, men til sidst rejser han Video: Anders Masannek

Selvom Island også kom foran med to, så formåede de ikke at trække afgørende fra Makedonien, så da haluret rundede 55 minutter var stillingen helt lige. 

I kampens døende minutter var det dog Island, der udviste den største ro og sikkerhed i angrebet, og da Arnor Thor Gunnarsson kunne bringe islændingene foran med to ét minut før tid, var sejren så godt som sikker. 

Det videre avancement blev endegyldigt sikret, da Makedonien ikke formåede at score på det efterfølgende angreb. 

I mellemrunden møder de Tyskland, Frankrig og Brasilien, der spillede sig videre fra gruppe A.