Jan Pytlicks assistent stopper: - Selvfølgelig er jeg ked af det

16x9
Jan Pytlick, træner Odense HC, med assistenttræner Bo Rudgaard i baggrunden. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Jan Pytlick mister sin assistent i Odense Håndbold. Parterne er ikke nået til enighed om en forlængelse af samarbejdet.

HTH Ligaens suveræne tophold, Odense Håndbold, mister til sommer assistenttræner Bo Rudgaard. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Rudgaard og klubben er ikke nået til enighed om en forlængelse af assistentens kontrakt, der udløber efter sæsonen. Dermed mister Jan Pytlick også en vigtig hjælper på bænken.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at samarbejdet med Bo stopper efter denne sæson. Han er en utrolig kompetent og loyal person, samarbejdet har fungeret rigtig godt, og vi har haft en god kemi både på og udenfor banen, siger Jan Pytlick.

Bo Rudgaard blev ansat som assistenttræner i sæsonen 2017/18. Han er en del af det trænerteam, der i denne sæson har ført holdet til maksimumpoint i de første 17 kampe.

- Det har været to meget spændende år hos Odense Håndbold, og jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for en fantastisk rejse.

- Nu vil jeg fokusere på at gøre alt, hvad jeg kan, for at vi får sluttet rigtig godt af, inden rejsen går videre mod andre og ukendte udfordringer, siger Bo Rudgaard.

Odense tilføjer i pressemeddelelsen, at klubben allerede er gået i gang med at finde Bo Rudgaards afløser.

Bo Rudgaard har en fortid som assistent i Viborg HK. Han har også været talenttræner i Dansk Håndbold Forbund (DHF).