Massiv interesse for VM-braget - lang venteliste for at få billetter

16x9
Der er plads til 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen til aftenens VM-brag mellem Danmark og Norge Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hele 1.200 personer har stået på venteliste til eventuelt overskydende billetter til braget mellem Danmark og Norge.

Hvis du ikke allerede har billet til aftenens VM-gruppefinale mellem Danmark og Norge, skal du nok indstille dig på at se kampen på tv. 

For der er ikke bare fuldstændig udsolgt til det skandinaviske brag i Jyske Bank Boxen, hvor 15.000 - de fleste af dem danske fans - bliver lukket ind. Op mod 1.200 personer har derudover stået på venteliste til at få billetter.

- Efterspørgslen på billetter til Danmarks kampe har været meget stor, og derfor har vi haft venteliste til tre af vores kampe i Jyske Bank Boxen. Danmarks møde med Norge i aften har nok været den kamp, der har været mest hype omkring, og vi har haft omkring 1.200 personer, der har stået klar til at tage fra, hvis der skulle komme billetter i salg igen, fortæller Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær Morten Stig Christensen til TV 2 SPORT. 

Enkelte på ventelisten har siden fået billet, efter Dansk Håndbold Forbund de seneste dage har frigivet de reserverede billetter, der var ikke afsat. Men nu kommer der ikke flere billetter til salg, lyder meldingen.  

Mens der altså er udsolgt til Danmark-Norge, er der stadig billetter at få til flere af Danmarks kampe i mellemrunden, hvor danskerne også spiller i Jyske Bank Boxen på lørdag, mandag og næste onsdag. 

Semifinalerne bliver spillet fredag den 25. januar i Hamburg, mens VM-finalen - som der også er udsolgt til - er i Jyske Bank Boxen søndag den 27. januar.