To danskere skadet i braget: - Det ser ikke for godt ud

Dansk Håndbold Forbund oplyser, at René Toft skal scannes i morgen.

Sejren på 30-26 over Norge i gruppefinalen skabte stor glæde hos de danske fans og blandt de danske spillere.

Men der var desværre skår i glæden og grund til rynkede øjenbryn, da Danmarks forsvarsgeneral René Toft Hansen i første halvleg måtte gå i omklædningsrummet med en skade i lysken.

- Jeg må desværre ikke sige så meget, andet end at det ikke ser for godt ud med René. Nu må vi afvente. Jeg er ikke sikker på, han kommer med mere, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Nikolaj Øris blev også ramt af en skade i kampen, der sendte Danmark. TV 2 SPORT talte kort med ham efter kampen, hvor han ikke var klar over, hvad der var sket, men at han kunne mærke noget i baglåret.

Stort tab

Toft er dog det helt store samtaleemne på skadesfronten.

- Det er ubehagelige nyheder, der kommer fra omklædningsrummet. Det vil være en stor bet at miste René Toft på det her tidspunkt i turneringen. Han har spillet godt og været rigtig dygtig. Der skal være cadeau til Simon Hald for at gå ind og afløse ham rigtig flot, men det er virkelig ærgerligt, hvis vi mister styrmanden, siger håndboldekspert Daniel Svensson.

Lysken har i lang tid været et stort problem for Veszprém-spilleren, der i oktober måtte melde afbud til landsholdets EM-kvalifikationskampe mod Ukraine og Færøerne.

- Nu var René begyndt at spille igen, og så får han et tilbagefald. Det er selvfølgelig altid en smule foruroligende, men der er heldigvis lang tid til VM, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Lyskeproblemer var også et tema op til EM sidste år.

Danmark møder i mellemrunden Ungarn, Egypten og Sverige.

Forrygende dansk indsats mod Norge. Video: Anders Masannek