Henrik Toft gennemførte fredagens træning - Nikolaj Øris sad ude

Henrik Toft var med i hele fredagens træning, og landstræneren afventer nu, hvordan stregspillerens skade reagerer på det. Nikolaj Øris var ikke med.

Landstræner Nikolaj Jacobsen kan ikke ånde lettet helt op efter fredagens sene håndboldtræning.

For selvom Henrik Toft Hansen trænede fuldt med uden at have nogle problemer, var Nikolaj Øris ikke at finde på træningsbanen sammen med de øvrige spillere.

Højrebacken fik problemer med sit baglår i kampen mod Norge, og ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har han været igennem en større scanning, som landsholdsstaben ikke har fået svar på endnu. Derfor er det tvivlsomt, om Nikolaj Øris spiller lørdag mod Ungarn.

Landstræneren fortalte ikke noget om Nikolaj Øris efter fredagens træning, men rettede i stedet fokus på, at Henrik Toft Hansen ser ud til at være klar.

- Testen så fin ud. Henrik var med i alle øvelser, og nu er det egentlig at afvente, hvordan skaden reagerer på træningen. Hvis den reagerer godt, lover det godt for, at vi kan få Henrik med i turneringen, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

- Det var en dagen derpå-træning, hvor vi lige gik nogle ting igennem. Vi skal op imod et meget fysisk stærkt hold i morgen (lørdag, red.) med en stregspiller, der kan være meget dominerende, så vi har set på, om vi har kunne finde nogle fornuftige løsninger på det.

Jeg synes jo ikke, at der er nogle, der kan lukke det hul, som han efterlader

Claus Møller Jacobsen om René Toft Hansen

Der hviler et stort ansvar på Møllgaard

Hvis Henrik Toft Hansen bliver klarmeldt og skiftet ind i truppen, vil han blive budt velkommen.

Stregspillerens kollega og bror, René Toft Hansen, er nemlig blevet meldt ude af turneringen, efter han kom til skade i kampen mod Norge. Derfor kan Henrik Toft se frem til at udfylde et stort hul på stregspillerpositionen og i midterforsvaret, hvis han bliver klar.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jacobsen fortæller, at det især er Henrik Møllgaard, der skal træde i karakter, selvom Henrik Toft skulle komme ind, når René Toft nu er ude.

- Jeg synes jo ikke, at der er nogle, der kan lukke det hul, som han efterlader. Han er en af verdens bedste forsvarsspillere, er ekstremt dominerende og har så stor respekt fra de andre modstandere, siger Claus Møller Jacobsen.

- Der hviler et kæmpestort ansvar på Henrik Møllgaard nu, der skal forsøge at integrere enten Henrik Toft, der måske kommer ind, eller Simon Hald, der gjorde det fornemt mod Norge.

Danmark spiller mod Ungarn lørdag, inden Egypten og Sverige venter henholdsvis mandag og onsdag.