Svensk stjerne skadet i solouheld

Sveriges holdlæge frygter, at Jim Gottfridsson pådrog sig en muskelskade mod Ungarn torsdag aften. Playmakeren skal scannes fredag.

Det så ikke godt ud, da Sveriges Jim Gottfridsson med et kvarter tilbage af torsdag aftens kamp mod Ungarn pludselig lagde sig på halgulvet med en soloskade.

Her modtog han straks behandling, mens han lå og vred sig i tydelige smerter, inden han blev hjulpet fra banen.

- Der opstod en situation, hvor han fik en akut smerte i underbenet. Første undersøgelse peger mod, at det er en muskelskade, siger Sveriges holdlæge, Ola Svejme, til TV 2 SPORT torsdag aften.

Jim Gottfridsson er en lederskikkelse på det svenske landshold og spiller i samme trøjenummer som Mikkel Hansen. Men når Danmark og Sverige mødes i mellemrunden onsdag, er der risiko for, at der kun står '24' bag på én af trøjerne.

Fredag skal den 26-årige playmaker således MR-scannes, og inden de får resultatet af det, er den svenske holdlæge forbeholden med at konkludere noget.

Kan han spille på lørdag (mod Tunesien)?

- Det jeg ved ikke, men jeg håber, at han kommer tilbage i turneringen.

Vigtig spiller for Sverige

Jim Gottfridssons indflydelse og betydning på det svenske landshold er ikke til at tage fejl af. Spilleren, som til daglig spiller for førerholdet i Bundesligaen, Flensburg-Handewitt, er omdrejningspunktet i den svenske offensiv.

- Vi mister en leder. Men vi har ikke givet op. Vi krydser alle fingre, siger den svenske håndboldekspert Claes Hellgren ifølge Aftonbladet.

Den svenske landstræner var efter kampen mod Ungarn glad for sejren, men ligeledes bekymret over sin stjernespillers skade.

- Når en af mine spillere bliver skadet, som Jim gjorde det i dag, er det aldrig godt, siger han og har allerede en plan B klar, såfremt skaden er alvorlig.

- Som håndboldtræner gælder det om at forberede sig på det forventelige. Nu må vi lave en plan på lørdag mod Tunesien.

Sverige møder Tunesien på lørdag klokken 18.

Danmarks Simon Hald, Anders Zachariassen, Lasse Svan og Rasmus Lauge er til daglig holdkammerater med uheldige Gottfridsson i Flensburg-Handewitt.