Casper U. frygtede for VM: - Jeg havde ekstremt store smerter

Casper U. Mortensen fik sine første minutter på banen torsdag, efter han blev skadet mod Tunesien. En skade, der fik ham til at frygte for sit VM.

Casper U. Mortensen fik et kæmpe jubelbrøl med på vejen, da han kom på banen i Danmarks sejr over Norge torsdag aften.

Her fik fløjspilleren nemlig sine første fem minutter på banen, efter han blev skadet i danskernes anden kamp ved VM mod Tunesien. Barcelona-fløjen sad efterfølgende ude mod Saudi-Arabien og Østrig, men gjorde comeback, da han supplerede Magnus Landin i den danske sejr.

Fløjspilleren måtte sidde ude, da han havde noget væske inde i knæet efter en landing. Han mærkede han et stød op i knæet, som resulterede i en væskeansamling efterfølgende. Det var en skade, der fik ham til at tvivle på sin VM-deltagelse.

- Der har været rigtig mange tanker, som jeg blandt andet har snakket med min familie om. Det er aldrig sjovt at blive skadet til et VM. Men det var også vigtigt at vide omfanget, da det handlede om, jeg overhovedet kunne deltage. Da vi kom hjem om aftenen fra Tunesien-kampen, var jeg mere eller mindre sikker på, at jeg var færdig, da jeg havde ekstremt store smerter. Jeg humpede og følte, at der var noget galt inde i knæet. Jeg var ret sikker på, at mit VM var slut, og det var ret hårdt, og jeg var nede.

- Men da vi dagen efter fik scanningen, og der ikke var noget, der var revet over, så var der én, der havde holdt hånden over mig, siger Casper U. Mortensen.

Den danske venstrefløj Casper U. Mortensen var tilbage mod Norge efter fire dages fravær. Video: TV 2 SPORT

Mortensens fart efter eftertragtet

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser absolut noget positivt ved, at fløjspilleren nu er tilbage. Den hurtige fløj kommer nemlig med høj fart.

- Den fart, som Casper U. Mortensen har, er jo eftertragtet, da det, der kommer til at foregå i mellemrunden, også er slidsomt. Magnus Landin har brugt rigtig mange ressourcer og stod igen, igen på backen i forsvaret og havde også scoringsvaskeligheder til sidst. Så det bliver rigtig godt at få en decideret fløj ind, siger Bent Nyegaard.

Casper U. Mortensen havde absolut ikke scoringsvanskeligheder i sine to første kampe, inden han blev skadet. Her scorede han henholdsvis otte og fem mål.

Derfor gik det ham ekstra meget på, at han måtte sidde ude, da det kørte allerbedst for ham.

- Det var frustrerende. Især efter de første to kampe, hvor vi buldrede og bragede afsted - inklusiv mig selv. Det er klart, at det var ikke sjovt at blive sat tilbage og sidde på hotellet efter den kamp, siger Casper U. Mortensen.

- Min storebror blev ved med at fortælle mig, at universet nok skulle klare tingene, og på vej tilbage MR-scanningen ringede jeg og sagde, at knæet havde det fint. Der sagde han, at jeg bare kunne se. Der var en mening med, at jeg skulle spille videre.

Danmark skal møde Ungarn, Egypten og Sverige i mellemrunden. Du kan få hele overblikket over her.