Henrik Toft erstatter sin bror i VM-truppen

Nikolaj Jacobsen har fundet erstatningen for René Toft Hansen, som er færdig ved VM på grund af en lyskeskade.

Henrik Toft Hansen er blevet helt klar igen efter sin fiberskade.

Derfor har den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, valgt at indlemme ham i VM-truppen forud for mellemrunden.

Stregspilleren bliver skiftet ind i i stedet for sin bror René Toft Hansen, som fredag blev dømt færdig ved turneringen. Det var en direkte konsekvens af den lyskeskade, han fik i torsdagens kamp mod Norge.

- Sidste og afgørende test fandt sted under gårsdagens træning og gav så gode resultater, at landsholdets medicinske stab har givet grønt lys for, at PSG-spilleren igen kan trække landsholdstrøjen over hovedet, skriver Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Kom godt igennem test

Henrik Toft Hansen var oprindelig tiltænkt en plads i truppen, men i begyndelsen af januar blev han ramt af en fiberskade og dømt ude i to uger

Fredag var det 15 dage siden, at skaden skete, og her blev han for første gang testet rigtigt til en af de danske træninger.

- Testen så fin ud. Henrik var med i alle øvelser, og nu er det egentlig at afvente, hvordan skaden reagerer på træningen. Hvis den reagerer godt, lover det godt for, at vi kan få Henrik med i turneringen.

- Det var en dagen derpå-træning, hvor vi lige gik nogle ting igennem. Vi skal op imod et meget fysisk stærkt hold i morgen (lørdag, red.) med en stregspiller, der kan være meget dominerende, så vi har set på, om vi har kunne finde nogle fornuftige løsninger på det, sagde landstræneren efter træningen.

Intet nyt om Øris

Selv med Henrik Toft Hansens indtræden i truppen, er Danmark svækket med René Toft Hansens skade. Det betyder ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen, at Henrik Møllgaard, som har været en fast del af det danske forsvar, skal træde mere i karakter. 

- Jeg synes jo ikke, at der er nogen, der kan lukke det hul, som René Toft efterlader. Han er en af verdens bedste forsvarsspillere, er ekstremt dominerende og har så stor respekt fra de andre modstandere.

- Der hviler et kæmpestort ansvar på Henrik Møllgaard, der nu skal forsøge at integrere enten Henrik Toft eller Simon Hald, hvor sidstnævnte gjorde det fornemt mod Norge, siger håndboldeksperten.

Mens der er gode nyheder omkring Henrik Toft Hansen, er det fortsat uvist, hvad status er på Nikolaj Øris. Højrebacken fik et riv i baglåret mod Norge og sad over i fredagens træning for at blive scannet.

Danmark spiller lørdag sin første mellemrundekamp mod Ungarn. Mandag gælder det Egypten og onsdag mod Sverige. Få overblikket over stillingen i grupperne her.