Jeg fastholder prognosen: Danmark ender i VM-finalen

16x9
Mikkel Hansen og Danmark har vundet fem ud af fem kampe ved VM. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR:

Hvorfor ikke starte med en kliché? Flotte angreb vinder kampe, stærke forsvar vinder mesterskaber.

I min optaktsklumme legede jeg med Legoklodser og opbygningen af et fantastisk tårn, der – forhåbentligt – skulle vise sig at være fundamentet for et dansk indtog i VM-finalen.

Billedligt talt var det et forsøg på at illustrere, hvor kompliceret opgaven med at forme et stærkt dansk forsvar var.

Nu er det ikke hverdagskost, at enkelte Legoklodser går itu – så havde Kjeld Kirk Kristiansens Billund-baserede virksomhed nok ikke været det verdensbrand, det er – men selvfølgelig, fristes jeg til at sige, skete det lige, da der var allermest tryk på, og ja, det var ligeså selvfølgeligt en bærende én af slagsen.

Skader til nøglespillere

Et kort tilbageblik opsummerer, hvor voldsomt Nikolaj Jacobsens mandskab er ramt:

  • 21. december konstateres Niclas Kirkeløkke ude af VM med en korsbåndsskade
  • 3. januar melder DHF, at Henrik Toft ikke er til disposition de næste par uger
  • 19. januar er en lyskeskade årsagen til, at René Toft er ude af den danske VM-trup

Ingen tvivl om, at landstrænerens defensive idealopstilling havde både Kirkeløkke og René Toft som aldeles afgørende hjul i det motorrum, hvor kraft, finesse og udholdenhed er afgørende karaktertræk.

Jeg har – mange gange – sunget med i det kor, der har haft selveste landstræneren som førstetenor, og hvor omkvædet ”uden René Toft går det ikke” har runget i alverdens arenaer.

Nu SKAL det gå uden Veszprém-spillerens mange fortræffeligheder, og det hører selvfølgelig med i det samlede billede, at forsvarsspecialisten har haft svært ved at holde til strabadserne. Pauser var en simpel nødvendighed, ligesom der måtte gives afkald på de tempoløb, der spidser det enkelte kontraløb til.

Alarm-omstilling

Makkerparret Jacobsen og Kronborg har tidligere – kampen mod Norge var én stor præsentation af den evne – vist sig mere end omstillingsparate, og de skal nu vise, at de evner en alarmomstillingsparathed, hvis det begreb overhovedet findes.

Henrik Møllgaard har hele tiden været motorrummets faste medarbejder. Ikke noget med hverken friweekend, afspadsering eller anden form for frihedsbegreber efter veludført tjeneste.

Torsdag - efter Tofts tidlige exit – tog Aalborg-spilleren unge og uprøvede Hald under sine beskyttende vinger, og det lykkedes gudhjælpemig duoen at komme både tørskoede og helstøbte i land.

De var ikke alene. Lauge, Mensah, Landin og Zachariassen var deres allierede, og dét i en grad så selveste Sagosen & hans venner tidligt måtte give fortabt. 

I forvejen har fortællingen om det danske landshold været fortællingen om holdet med de mange – og ekstraordinære – offensive kvaliteter. Danmark er nok det landshold – i verdenstoppen – der har færrest af de såkaldte tovejsspillere.

De andres fordele

Skuer jeg mod nogle af de hold, der - måske - skal sætte kurs mod Hamburg i næste uge – Tyskland, Frankrig, Sverige, Spanien, Kroatien, Norge, ja, så har de – til overflod – flere spillere, der - for det første - kan dække de fire centrale forsvarspladser.

For det andet råder de over flere tovejsspillere, og for det tredje har de mere erfaring.

Derfor er landstrænernes opgave så udfordrende. Kombinationsmulighederne er legio, men hvornår, hvem, hvor længe og - ikke at forglemme – alt sat i forhold til, om der er kort eller lang vej til udskiftningsområdet - hvordan skal Møllgaard, Lauge, Toft, Mensah, Zachariassen, Landin, Øris, Hald kombineres indbyrdes - er det helt store puslespil.

Som det kan ses, er der stadig en Toft i Jacobsens ensemble. Gudskelov er brormand Henrik fit for fight. Jeg har også taget Nicolaj Øris med i ligningen, da jeg går ud fra, at han vender tilbage på et tidspunkt.

Sidst, men ikke mindst kendskabsgraden og dermed sammenhængskraften – det antal minutter de enkelte spillere har forsvaret i hinandens selskab – er en kolossal udfordring, som meget naturligt ikke kan repareres i VM’s resterende 9 dage.

Uoverskueligt? Overhovedet ikke. Udfordrende? Som Fanden selv.

Suveræn offensiv

Til gengæld er der noget, der tyder på, at det er lykkedes den danske trænerduo at ramme den lige i den berømte rumpet, når spillet foregår foran modstandernes forsvar.

Ingen matcher Mikkel Hansen & Co. i en kombination af to meget afgørende parametre. Scoringseffektivitet + antal af tekniske fejl.

I kategorien for tekniske fejl er Jacobsens drenge helt suveræne. Blot 34 er det blevet til, mens Sagosen & Co. har været en smule mere effektive med 72 procent mod Danmarks 70.

I torsdagens nordiske holmgang endte effektiviteten 67-57 i dansk favør, mens det tekniske fejldepartement konstaterede 12-8 i norsk favør.

Alle bør have in mente, at statistikken helt naturligt ikke tager hensyn til, hvilke hold og dermed hvilken sværhedsgrad den enkelte kamp er spillet under, ligesom statistik kan være noget, Fanden har skabt. Som rettesnor viser den sig dog som oftest at være anvendelig.

Magi og majestæter

Anfører Landin og hans mange fightere har fået den perfekte indgang til mellemrunden. Ikke blot med de fire point og de fire overskydende mål, men i ligeså høj grad fordi det skete på nærmest magisk, majestætisk vis.

Hvem tænkte ikke på magi og majestæter, når der tænkes tilbage på Landins start, på Hansens mirakler, Lauges autoritet og holdets imponerende mentale udtryk?

Jeg gjorde!

Vejen mod Hamburg ser mere end farbar ud. Med respekt for ungarske, egyptiske og svenske udfordringer er det længe siden, at det har set så godt ud for landsholdets muligheder for at opfylde VM’s delmål nummer 1:

At være en del af kampen om medaljer.

Om det så bliver med brugen af den omvendte kliché...

Stærke forsvar vinder kampe, flotte angreb vinder mesterskaber

... er for mig inderligt ligegyldigt.

Jeg fastholder prognosen fra tidligere.

Danmark ender i VM-finalen.