Nyegaards karakterbog: - Nu kommer han med brusende selvtillid

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer efter Danmarks VM-mellemrundekamp mod Ungarn.

De danske håndboldherrer har endnu ikke tabt ved VM på hjemmebane. Lørdag aften blev Ungarn det sjette hold til at tabe til Danmark.

Helt så flyvende som mod Norge var de danske spillere dog ikke, men alligevel var sejren aldrig rigtig i fare.

- Der var format over det i første halvleg, hvor Rasmus Lauge og Mikkel Hansen spillede på højt niveau. De fik noget ud af hvert eneste angreb. Til gengæld faldt niveauet i anden halvleg, og Ungarn fulgte godt med, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Faktisk vandt Ungarn de sidste 30 minutter med to mål, og det skyldtes mest af alt koncentrationssvigt hos de danske spillere.

- Man kunne se, at nogle af spillerne manglede de sidste procenter. Det var mere slidsomt end i første halvleg, lyder vurderingen fra Bent Nyegaard, der fortsætter:

- Det danske forsvar var bedre i anden halvleg og fik, som tiden gik, taget mere og mere fart ud af det ungarske angreb, men det kneb med skarpheden i den anden ende.

Danmark vandt 25-22 efter en pauseføring på 15-10. Det var danskernes første af tre kampe i mellemrunden.

Herunder følger Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen.

square to 16x9

Nyegaards karakterskala

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Niklas Landin 1

Det er sjældent, at det ender sådan, men Landin stod 14 minutter, og han havde ikke nogen redninger. Har var tæt på halvanden gang. Nikolaj Jacobsen og Michael Bruun (målmandstræner, red.) besluttede at skifte ham ud, og det viste sig at være et fornuftigt træk.

Jannick Green 6 - kampens spiller

Green er en rigtig god historie. Det betyder, at han nu i en afgørende kamp er kommet godt ind i turneringen. Det betyder uendeligt meget. Nu kommer han med brusende selvtillid. Green havde 12 redninger, hvoraf halvdelen var store redninger på frie chancer. Fortjent kampens spiller.

Magnus Landin 3

Han scorede på sine to chancer, men fik også to udvisninger. Den ene var måske lidt tynd. Han dækkede ikke dårligt op, men han var en af dem, der manglede at lukke ned. Alt i alt en fin kamp, men det bliver ikke til mere end en middelkarakter.

Mikkel Hansen 4

Mikkel Hansen spillede formidabelt i første halvleg, men efter pausen faldt hans skudkvalitet. Det blev også til en enkelt teknisk fejl og nogle assists. Han var dødsikker på de fire straffekast, han fik. Fra at spille en stor første halvleg blev han mere menneskelig i anden halvleg.

Nikolaj Markussen UB

Han kom på banen i et enkelt angreb, og det er ikke nok til en bedømmelse.

Rasmus Lauge 4

Han startede forrygende, men måske han sled sig træt. Fire mål på otte forsøg og fem assists. Lidt det samme billede som Mikkel Hansen. I første halvleg gjorde han, hvad der passede ham. Han blev mere læst i anden halvleg. Alligevel skabte Danmark chancer, men Anders Zachariassen brændte. Både Mikkel Hansen og Lauge blev mere normalt i anden halvleg efter højt niveau i de første 20 minutter af kampen.

En dansk arbejdssejr over Ungarn. Green og Lauge spillede stærkt. Video: Anders Masannek Jørgensen

Morten Olsen UB

Kom ikke på banen.

Casper U. Mortensen 3

Han scorede et mål på to chancer. Han var en af dem, der i en periode mistede koncentrationen, men sådan er det nogle gange.

Mads Mensah 4

Altmuligmanden. Det var på ingen måder alt, der lykkedes for Mensah, men han har en fantastisk evne til at falde ind i spillet. Spillede hele kampen i bagkæden med Mikkel Hansen og Rasmus Lauge, og han kunne alle kombinationerne. Han fik også lavet fire assists, og i forsvaret på højre back var han i anden halvleg med til at tage farten ud af det ungarske angrebsspil. Mensah stod og kogte et par gange, hvor han blev stående for fladt og dækkede for langsomt af på sin yderside, men han er en utrolig vigtig spiller for landsholdet i denne periode. Også fordi landstræneren sparede Øris.

Nikolaj Øris UB

Kom ikke på banen.

Lasse Svan 5

Der var kontant afregning. Tre mål på tre forsøg. Det hele fløj ind. Meget omhyggelig og påpasselig i sit forsvarsspil. Efter en enkelt dårlig landskamp er Svan tilbage for fuld styrke.

Johan Hansen UB

Kom ikke på banen.

Henrik Toft UB

Han kom på banen i et enkelt angreb, og det er ikke nok til en bedømmelse.

Anders Zachariassen 3

Han fik ikke scoret på sine chancer. Brændte halvdelen af sine otte forsøg. Det er for meget. Han fik også en enkelt, tosset udvisning. Vred nærmest hovedet af Adam Juhasz, hvilket slet ikke var nødvendigt. Men han skal højere op i banen, fordi han ikke har de andres højde.

Simon Hald 4

Hald fik de første 26 minutter. Det var igen udmærket ting. Scorede to mål på to forsøg. Han havde det svært i forsvaret i begyndelsen af kampen. Ungarn kom til for mange skud, fordi hele forsvaret var for passivt og fladt. Det var også i den periode, hvor Landin ikke tog bolde. Han skal have ros for stor gejst og fight, men han og Møllgaard hang ikke sammen hele tiden.

Henrik Møllgaard 4

Møllgaard var også en af dem med koncentrationssvigt. Enkelte gange slappede han for meget af. Hvert minut han dækker sammen med forskellige folk i midten er dog guld værd. Selv om Ungarn var svækkede i bagkæden, var de ikke uefne.

Landstræner Nikolaj Jacobsen 5

Det var en svær kamp efter en brusende oplevelse mod Norge. Han sikrede, at spillerne ramte det rigtige spændingsniveau. Han fik skiftet Niklas Landin, og efterhånden som ungarernes angrebsspil formede sig, han han sat mere offensive forsvarsting ind, som stoppede dem. Enkelte gange efterlod det så huller på stregen. Han holdt fast i den formation, der fungerede. Danmark skabte chancer, men brændte for meget. Nikolaj Jacobsen havde godt styr på kampen.