Jacobsens søn har 'Mensah' på trøjen: - Det er hans helt store kammerat

Nikolaj Jacobsens søn deltog i fejringen på banen efter sejren over Ungarn - iført samme trøje som sin landsholdskammerat.

Der var for en stund to med nummer 22 'Mensah' på banen i Jyske Bank Boxen i minutterne efter Danmarks 25-22-sejr over Ungarn. 

Nikolaj Jacobsen havde taget sønnen Linus med ind på banen for at deltage i jublen, og sønnen var iført nummer 22 med 'Mensah' på ryggen. 

Og det er der en god grund til, fortæller landstræneren. 

- Mads er hans helt store kammerat. De kender hinanden rigtig godt og kommer godt ud af det med hinanden, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Mads Mensah spiller i tyske Rhein-Neckar Löwen, hvor Nikolaj Jacobsen er træner til daglig, og derfor ser den danske landsholdsspiller og landstrænerens søn hinanden ofte. 

- Nu har vi boet tæt på hinanden, så selvfølgelig skal han have en Mensah-trøje. Jeg tror måske, han har haft et par andre i overvejelserne, men det er godt at se, at han er loyal og tro, smiler Mads Mensah. 

Nikolaj Jacobsen var glad for at have sønnen ved sin side til at fejre den sjette VM-sejr af seks mulige i turneringen. 

- Jeg har ikke set ham i næsten tre uger. Det var dejligt, at han endelig er kommet til Danmark og skal være med fremadrettet. Han er jo møgforkælet. Han er vant til det (at komme med på banen) dernede fra Rhein-Neckar Löwen. Jeg var under pres i dag, men jeg syntes, der var plads til det i dag. Så må vi se, om der bliver plads til det igen, siger landstræneren. 

Sønnen kan måske være med til at fejre endnu en sejr, når Danmark spiller næste VM-kamp på mandag mod Egypten.