Kæmpe tab for Gudmundsson: To stjerner skiftes ud af truppen

Islands to mest scorende spillere må forlade turneringen på grund af skader.

Første kamp i mellemrunden ved VM blev kostbar for Island.

Landsholdets største stjerne Aron Palmarsson samt holdets topscorer, Arnor Thor Gunnarsson, fik begge et slag i nederlaget til værtsnationen Tyskland. Det har vist sig at være så alvorlig, at landstræneren, Gudmundur Gudmundsson, har valgt at skifte begge stjerner ud. 

I stedet er henholdsvis Haukur Thrastarson og Odinn Thor Rikardsson blevet skiftet ind. Det bekræfter pressechefen for det islandske håndboldforbund over for TV 2 SPORT.

Skadet efter scoringer

28-årige Palmarsson nåede aldrig at spille anden halvleg mod Tyskland. Da han scorede sit tredje mål efter 19 minutter af kampen, slog han sig i faldet. Han løb derefter humpende tilbage i forsvaret og blev kort efter skiftet ud.

Med fem minutter tilbage af halvleg blev han skiftet ind igen, men det blev kun til ét angreb, inden han atter forlod banen.

Gudmundsson var allerede usikker på Palmarssons status efter kampen mod Tyskland.

- Jeg tror, der sket noget hans lyske. Vi ved ikke, hvor alvorligt det er, men han kunne i hvert fald ikke spille mere. Det var et kæmpe tab for os. Det var virkelig svært at kompensere for det, fortalte den islandske landstræner til TV 2 SPORT.

Mens Palmarssons skade blev italesat af Gudmundsson efter kampen, blev der ikke nævnt noget om fløjspilleren Arnor Thor Gunnarsson, som nåede at score seks mål i kampen. Ligesom med Palmarsson var det efter hans sidste scoring, at han blev skadet. I alt har han scoret 37 mål i turneringen.

Aron Palmarsson spiller til daglig i FC Barcelona. På landsholdet har han spillet over 100 kampe og scoret over 400 mål. Under VM nåede han at score 22 mål.

Med udskiftningen af Palmarsson og Gunnarson har Island nu kun én udskiftning tilbage i turneringen. Derfor er det sikkert, at minimum én af de to spillere ikke kan blive skiftet ind igen.

Island spiller allerede søndag, hvor det gælder kampen mod Frankrig. Se stillingen i mellemrundegruppe 1 her.