Karabatic erkender, at han ikke kan spille VM på topniveau

Selvom Nikola Karabatic spiller en stor rolle på det franske landhold, erkender han, at han ikke spiller op til sit ypperste.

De forsvarende verdensmestre fra Frankrig tog et sikkert skridt på vej mod VM-semifinalen, da de slog europamestrene fra Spanien med 33-30 lørdag aften.

Sejren blev især vundet i forsvaret, hvor verdens bedste håndboldspiller fra 2007, 2014 og 2016 stod inde. Nikola Karabatic spillede en fornem kamp mod spanierne, selvom han ikke dominerede kampen, som vi tidligere har set ham gøre ved slutrunder.

Den franske stjerne har nemlig været skadet i store dele af 2018, starten af 2019 og blev først skiftet ind i truppen, da stregspilleren Cédric Sorhaindo blev skiftet ud. Derfor erkender Karabatic, at han ikke helt er i topform endnu. Han er dog utrolig glad for at være med.

- Det er kæmpestort. Da jeg blev opereret, forventede jeg det overhovedet ikke. Jeg håbede bare at kunne komme tilbage og spille håndbold igen uden smerter i foden. At nå til VM og spille er en drøm. Jeg har arbejdet hårdt for det sammen med folk i Paris Saint-Germain, siger Nikola Karabatic til TV 2 SPORT.

- Jeg ved godt, jeg ikke kan spille på det niveau, jeg havde før operationen eller ved EM sidste år, hvor jeg var på 100 procent. Jeg håber, at jeg stadig kan hjælpe holdet, selvom jeg ikke er på 100 procent.

At få en spiller ind som Nikola Karabatic kan få en enorm betydning

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV 2 SPORT

- En udsædvanlig makker

Man skulle måske tro, at det var en svækkelse, da Sorhaindo blev skiftet ud, men sådan så TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard det ikke, da nyheden kom onsdag.

Det er nemlig ikke bare en hvilken som helst spiller, der kom ind i stedet.

- Der er ingen tvivl om, at det her er en styrkelse af det franske landshold. Det er ikke for at tage noget fra Sorhaindo, for han er dygtig. Men at få en spiller ind som Nikola Karabatic kan få en enorm betydning, siger han og uddyber:

- Det betyder en mental styrkelse for det unge og nye hold. Det måske allervigtigste er, at de unge spillere får en helt usædvanlig makker at længe sig op af nu. Det giver en mental lammer til modstanderne, at der kommer en spiller ind, der kan samle hele den enorme talentmasse op - selvfølgelig sammen med blandt andre Michaël Guigou, siger Nyegaard.

Frankrig skal i aktion igen søndag, hvor Island venter i anden kamp i mellemrunden.